Kære Frida
Det er et rigtig godt spørgsmål! Derfor får du også et langt svar :-)
Det findes jo det der udtryk "græsset er altid grønnere på den anden side..", og det betyder jo netop, at man ofte tror, at det de andre har, eller det man ikke har, er bedre end det man har. Jeg tror det hænger sammen med, at vi er dårlige til at se det vi har. Når noget altid er det samme, holder vi op med at se det og nyde det. Men hvis vi pludselig ser ting med friske øje, kan vi godt tænke: "sikke en flot græsplæne jeg har". Hvis du en dag så et billede af dig selv bagfra, uden at vide, at det var dig selv, tror jeg godt du kunne komme til at tænke: "Sikke nogle søde lyse krøller den pige har". Og det er jo helt tosset, at vi ikke bare kan glæde os over de der krøller - eller det der glatte brune hår til hverdag, men sådan er vi altså ikke så ofte.
Prøv at sætte dit hår på en ny måde, og glæd dig over, at de fleste andre har det lige som dig - de ville hellere have dit hår end deres eget!
Lykke til!
Suzanne