Annonce:
Annonce:
Velkommen til forummet på Andeby.dk

Snakkevornt sludrechatol og skribloman? Skriv, tast og skræp med dine venner på Andeby.dk!


Søg | Aktive indlæg

Ajnæbnasa julekalenderen - 2015 Options
ajnæbnasa
3. september 2015 09:21:17 Anmeld


Tilmeldt: 04-01-2015
Indlæg: 60


Tilbage til toppen
Spoiler (klikk for å vise)


--
Jonas:
1. DECEMBER
Vi skriver anno December 2014 i andby,
Udenfor kunne jeg høre at byen lige var stået op.
Der var dyttende biler, løbende businessfolk der skreg og H.A.P-politi-folk der inspicerede gaderne, sådan som det skulle være en hver julemorgen!
Ligesom byen, var jeg lige stået op. Jeg havde taget pels-huen på, strøget frakken og pudset støvlerne. Endnu en dag på arbejde! Jeg satte te'en over og tændte for flimmeren.
Der var "Go' morgen Andby!", hele Andby's yndlings program! -Programmet hvor du blev informeret om alt der skete i Andby. Emil blev interviewet - "Jamen... Jeg synes jo også at det er vigtigt... At selv hvis det vigtigste HAP-medlem, forlod HAP, at der så stadig ville herske ro og orden over Andby..."
Jeg blev så glad over at se at Emil blev interviewet, så jeg smed alt jeg havde i hænderne og hoppede så højt jeg ku'!... Det var ikke så meget det faktum at Emil kunne fortælle Andby hvordan HAP fungerede... Det var mere det faktum at så ville jeg ikke blive stoppet på min tur til SA. Andby... Fri kurs...
Da jeg mødte op hos SA. Andby, i HAPs baglokale, sad BM med en fyr jeg ikke helt kunne genkende. Han havde rød hue på, sådan en strikhue, med knold i toppen. Han så ny barberet ud, med stort langt hår, grønne vaders, og stor rød badekåbe... Sikkert en som BM havde fundet på gaden... En alkoholiker!
Jeg gik ud fra baglokalet ind til HAPs lokale. "Ho ha hi ha! Det var sgu' da sjov' nok!" Nåede jeg lige at høre manden sige inden jeg gik helt ud af huset, på vej til min... BM's bil... Jeg var jo heller ikke gammel nok til at køre...
Jeg tændte HAP vognen og jokkede speederen i bund. Bilen gad ikke at køre, det var som om at den bremsede samtidig med at jeg kørte så hurtigt som muligt. Jeg havde stadig foden på speederen. Bilen brølede. Det var så der at jeg så at håndbremsen stadig var slået i. Jeg slog den af... Jeg havde dog helt glemt at jeg stadig jokkede på speederen. VROOOOOOOOOOOMM!! Nåede jeg lige at høre før at den kørte ind i bilen foran... Traktoren foran... Emil's traktor. Jeg skyndte mig ud på vejen, med den let beskadigede bil... DYT DYT!! De andre billister var vist vrede idag. Herre Gud, jeg kørte sgu' da bare ind foran ham.
"Næste stop... Gammel bunker et eller andet sted i Andby!"
Da jeg kom til en sidevej, med grusbelægning, kørte jeg så hurtigt som muligt ud ad landevejen.
"Hva' pokker--" ligepludselig stod der bare en mark midt på vejen.
"Må klare resten til fods!" Sagde jeg til mig selv.
Midt inde i marken snublede jeg over noget - jeg faldt længere ned end forventet. Jeg faldt vist ned i et hul.
"Av, mit hoved!" Jeg tog mig til hovedet... -Det var her jeg skulle være. Jeg havde fundet bunkeren.
En gammel moderators bunker... En moderator som bare forsvandt. Bunker var måske lidt af en overdrivelse. Egentligt var det bare et hul i jorden, med nogle underjordiske rum. Jeg havde dog ikke endnu fundet ud af hvad der var i de rum...
Jeg åbnede en dør. En dør til et skab. "ACK!". Jeg kendte kun EN person som sagde sådan da han blev forskrækket... Ku' det være...

Super_Duck_Boy... ALEXANDER!!!


--

Super_Duck_Boy
2. DECEMBER
Et skab. Et mørkt skab. Jeg havde gemt mig i et mørkt skab. Ikke nok med det, et mørkt skab, der var alt for lille til mig. Men lige pludselig blev døren åbnet ... lys ... blændende lys ... som snart blev mindre blændende. Pludselig ... JONAS!
"ACK!" udbrød jeg! Ham havde jeg sør'me ikke forestillet mig at se her. Jeg tumlede ud af skabet, lige ned på jorden.
"Super Duck Boy ... ALEXANDER!!!" udbrød Jonas ved synet af mig.
"J-Jonas," fik jeg fremstammet. Jeg var stadig noget fortumlet over hele situationen.
"Alexander ... undskyld jeg spørger," begyndte Jonas, "... men ... hvad laver du inde i et skab i en forladt bunker, der tilsyneladende har tilhørt en moderator?"
Jeg rømmede mig. Det var en lang historie ...
"Jo, det hele begyndte natten til den første december," begyndte jeg, "Jeg stod og bestyrede min billedebutik, men jeg havde åbenbart ikke kigget på klokken, dén var nemlig blevet et om natten. Jeg besluttede mig for, at det var på tide at tage hjem. Men det var mørkt, og min stedssans er elendig. Ikke nok med det var alle lygtepælene af en eller anden grund defekte, så i sådan cirka én time vandrede jeg hvileløst rundt i Andby. Jeg må have vandret ret længe, for pludselig var jeg endt i det, der lignede en mark. Jeg prøvede at gå tilbage, men pludselig faldt jeg over et eller andet og ned i et hul. Ned, ned, ned. Det her ville jeg nok ikke overleve ...
Men dét gjorde jeg! Jeg var landet i et det, der i essensen bare var et hul i jorden, men det ville jeg ikke lade stoppe mig! Jeg rejste mig op og begyndte efter første instinkt at famle efter en lyskontakt. D-det gør jeg altså, når jeg lander i et hul i jorden. Nå ... jeg fandt en kontakt og tændte for et lettere medtaget lys, der blinkede 17 gange, før det endelig tændte (og ja, jeg talte). Nu stod jeg så her, fuldstændig forvirret. Jeg måtte prøve at finde hoved og hale i det hele. Jeg så mig omkring. Gange til højre og venstre, et skab i højre hjørne af 'hullet', og så selvfølgelig en lampe, der nok havde set bedre dage. Men det mest bemærkelsesværdige var en lille, tilsmudset moderator-stjerne, der lå lige midt i rummet. Da vidste jeg med det samme, hvor jeg var. Sikke et fund, tænkte jeg ivrigt. Men lige pludselig slog en tanke ned i mig som et lyn: Dette establishiments tidligere ejer skylder mig jo penge! Jeg skyndte mig over til skabet for at lede efter pengene; alle folk gemmer jo deres skyldepenge i skabe! Jeg faldt i hvert fald ikke i søvn!!"
Da jeg var færdig, kiggede Jonas lidt mystisk på mig. "Øh, godt så," begyndte han, "Nu hvor vi begge to er her ... og vi ligesom ikke kan komme ud ... skal vi så udforske stedet her lidt?"
"Tjoh, jeg har intet bedre at lave," svarede jeg, "Så dét kan vi vel godt."
Vi gik over mod den venstre gang, som vi endte med at vandre rundt i i lang tid. Lige pludselig begyndte jeg at kunne høre bippende techno-lyde forude.
"Jonas," begyndte jeg nervøst, "Kan du høre de dér lyde?"
"Næh ..." sagde Jonas, men han nåede ikke længere, da jeg så, hvad der var for enden af gangen. Jeg trak Jonas i hans venstre arm og løb direkte over til det, jeg så.
Det var en tidsmaskine. En rigtig ægte tidsmaskine. Jeg var helt ekstatisk! Det var noget af et sjovt udseende apparat. Det var en lille, aflang metalstang med en kuppel i enden. Kuplen skulle fungere som skærm. Der stod "29.6.1969" på kuplen.
Jeg skyndte mig over og omfavne det lille apparat. "EN TIDSMASKINE! EN RIGTIG, ÆGTE TIDSMASKINE!!!" råbte jeg. I min omfavnelse trykkede jeg på en lille, miniskul knap.
Dét skulle jeg aldrig have gjort.
Jonas forsøgte at stoppe mig. "Alexander! Er du sikker på, at det er en --?"
Længere nåede han ikke, for i samme milesekund blev hele rummet, undtagen Jonas, mig og tidsmaskinen, indhyllet i sort. Vi kunne se stjerner omkring os. Langsomt kom der et ormehul til syne. Det begyndte at opsluge os.
"Jonas ..." sagde jeg bange.
"Ja, Alexander?" svarede Jonas meget nervøst og lettere oprevet.
"Kig bag dig," sagde jeg skræksslagen.
Jonas nåede lige at kigge tilbage, inden vi blev opslugt af ormehullet.
Åh, nej, tænkte jeg. Det blev min sidste tanke, inden ormehullet tog fat om os og tidsmaskinen. Af sted gik det pludselig, med en fart hurtigere end lyset.
...
Bump. Klask. Ka-doink, krak! Prrrums!

Vi var i live ... pyyyh. Men hvor var vi?
"Alexander," sagde Jonas bange.
"Ja, Jonas?" svarede jeg, ligeså bange.
Jonas udbrød som svar: "Jeg tror ikke, vi er i Andby mere."

--

Jonas
3. DECEMBER
Hvad havde han nu gjort... Hvad havde den idiot nu forårsaget? Vi stod i en form for et tempel.
"Tror du... Tror du virkelig ikke at vi er i andby længere?" Det var få minutter siden at Alexander var vågnet fra skabet og jeg var allerede godt træt af ham. "Hvorfor kunne du ikke bare være blevet inde i dit skab?" Hørte jeg mig selv sige. "Du skulle absolut lige møde op!" Jeg måtte holde mit hoved koldt. Jeg så på den bange, nervøse og svedige Alexander. Jeg rystede hovedet og trak vejret langsomt. "Nå... Sket er sket, ikke Alexander... Man-Man skal jo ikke... Græde over spildt mælk!" Jeg lød ikke helt overbevisende. Jeg så mig omkring. "Først skal vi jo vide hvor vi er!" Sagde jeg til Alexander som stadig lå nede på jorden badet i støv. "Jo... Ja... Jeg skulle lige til at sige det samme...!" Jeg rystede noget mere på hovedet. "Nu når du alligevel er dernede på jorden, Alexander, kan du så ikke finde mine solbriller, jeg tror at jeg lige har tabt dem." Jeg fortsatte "Vi er jo tydeligvis i et tempel, Alexander..." Jeg fortsatte med at tale lige da Alexander skulle til at sig noget -"Jeg ved godt hvad du vil sige!... Du vil selvfølgelig sige 'Hvor vidste du det fra, Jonas?' Og mit svar er - at sådan noget lærer man på politiskolen!" Jeg blinkede til ham.
... Men... Selvfølgelig skulle Alexander lige ødelægge det øjeblik - "Ææhm... Nej, Jonas! Faktisk ville jeg sige at vi tydeligvis bare er i en mørk kælder!" Jeg måtte skynde mig med denne bemærkning "Det vidste jeg da godt!!!" "Jeg skulle bare teste dig!..." "Og... Kan du så få tændt lyset!?" Kommanderede jeg. Alexander lod dog også til at være blevet træt af mig, i den tid han havde ligget på gulvet. "Jo, Hr. Kommandant. Det ville være mig en ære!... Men jeg vil kun gøre det hvis du kunne stoppe med at kommandere med mig?"
Nogle timer efter da vi havde fundet kontakten, gik vi op ad trappen som hele tiden havde været lige for næsen af os. Efter en lille diskussion om hvorvidt det hele var Alexanders fejl, kom vi helt op ad trappen. "Det... Det er den længste og hårdeste trappe jeg nogensinde har gået på!" Stønnede Alexander. Jeg var for forpustet til at kunne svare ham igen. Der stod vi, to små ænder med verdens længste trappe bag os og en dør foran os. Døren lignede sådan en dør de også havde på hospitaler, en grå malet dør med glas i midten af den. Der stod noget på glasset... Det var spejlvendt... "A... S... A... N..." Læste jeg op i mit hoved. Jeg tog yd efter dør håndtaget da jeg pludselig kunne høre stemmer. -"John... Det lyder som om der er nogen bag døren..." Jeg nåede lige at tænke æv, inden at døren ramte os i hovedet og vi trillede ned ad trappen.
Jeg vågnede ved Alexanders "Pssst... Psssssst... Psss-pssss-psssssssst... Jonas... Er du vååågen?" Jeg åbnede øjnene. "Jeg ved ikke helt hvor vi er Jonas..." Da opdagede jeg at vi lå på nogle hospitals brikse. Jeg mærkede på mit hoved. Jeg havde det indbundet i noget... I bandage? Jeg fik med besvær rejst mig op. Hele briksen var rød af blod, det samme gjaldt Alexanders briks. Jeg hjalp ham op og kiggede rundt. Vi var i et lyst lille værelse. Lige pludselig hørte jeg en stemme bag mig... "Nå... Jeg kan se at I er kommet op at stå!" Jeg kiggede bag mig. Der stod en mand. Efter Alexanders smil at dømme, kendte han denne mand et eller andet sted fra...
Jeg så spørgende på manden og Alexander... Det var som om at tiden stod stille. Jeg kiggede mig rundt. Der var en til af de døre. Nu kunne jeg dog endelig se hvad det var der stod på den - "N.A.S.A" kunne det virkeligt passe?
Lige pludselig begyndte manden at snakke...
"Undskyld... Lad mig lige introducere mig for jer... Jeg hedder--"

--

Super Duck Boy:
4. DECEMBER
Sikke noget rod. Og det er jo alt sammen min skyld. Hvis ikke jeg havde aktiveret den dumme tidsmaskine, var det her jo aldrig sket. Nu var jeg så her – i N.A.S.A., af alle steder, sammen med Jonas. Men lige pludselig fik jeg øje på en mand. En mand, som jeg kender godt. Jeg lyste op ved synet af ham.
"Undskyld …" begyndte manden, "Lad mig lige introducere mig for jer. Jeg hedder —"
Han kom ikke længere, da jeg udbrød: "NEIL ARMSTRONG?!?" Neil så helt forvirret ud.
"Øh … hvorfra kender du mit navn?" spurgte han. Da begyndte brikkerne pludselig at falde på plads inde i hovedet på mig. Jeg skyndte mig at svare: "Øh … fjernsynet …?" og gik over til Jonas.
"Er du helt bims oven i låget, Alexander?" spurgte han. Det var jeg vel også.
"Hør her, Jonas! Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvor vi er," hviskede jeg, "Vi er i USA d. 29. juni 1969, rumkapløbets tid!"
"Har du fuldkommen mistet forstanden?" udbrød Jonas som svar, "Hvordan kan dét lade sig gøre?"
"Tænk over det! Vi befinder os tilsyneladende i N.A.S.A., vi har lige mødt en meget ung Neil Armstrong, og desuden stod der 29.6.1969 på … du ved nok … apparatet, ikk'?" forklarede jeg.
"Nååååårh … det vidste jeg da godt," svarede Jonas, "Men det betyder jo, at vi ikke kan være for forsigtige! Tænk nu, hvis nogen opdagede, at … du ved nok!"
Lige pludselig sagde Armstrong: "Øhm, hvad snakker I om?"
"Øh, ikk' noget!" svarede Jonas hurtigt, nok for hurtigt, "Hvordan går det så med det dérsens rumhalløj?"
"Skidt," begyndte Armstrong sørgmodigt, "Russerne er godt i gang med at vinde Kapløbet, og desuden står Apollo og mangler brændstof."
Mangler brændstof? Jamen … hvordan …? tænkte jeg, Hvordan kom han så op i rummet, som enhver i vor tid ved, han gjorde?
"Vi må gøre noget, Jonas!" udbrød jeg.
Jonas svarede vredt: "Er du helt bims i bøtten, Alexander?!? Man kan jo ikke ændre noget i fortiden, for det er jo allerede sket!"
"Ja, det er jo sandt," hviskede jeg sørgmodigt i Jonas' øre, "Men hvordan kom Armstrong og de andre så op på månen, som vi i vor tid ved, de gjorde?"
"Tjah … I finder jo nok på noget," sagde Jonas, henvendt til Armstrong.
"Det er jeg bange for, at vi ikke gør," begyndte Armstrong trist, "Der er nemlig ingen, der tror på vores skøre månerejse mere, ud over os selv."
"Dér kan du se, Jonas!" sagde jeg, "Ét eller andet vi da kunne stille op!"
Jonas svarede skeptisk: "Og hvad skulle dét så være? Vi har jo li'som ikke en tank raketbrændstof lige ved hånden, vel?"
Dét havde han jo ret i …

(Note: Selvfølgelig snakker Neil Armstrong ikke dansk, og Jonas og jeg snakkede heller ikke dansk til ham, men jeg har taget mig den frihed at oversætte det engelske …)

--
Jonas:
5. DECEMBER

(OBS en kort historie er bedre end ingen historie! ;) jeg følte ikke lige at jeg var lagt så meget op til en så episk historie idag...)

Neil Armstrong!... Ingen gang Emil havde mødt Neil Armstrong... Men... Jeg havde en dårlig fornemmelse omkring alt dette...
Jeg kiggede mig omkring... "Jamen... Klokken er vist også blevet mange... Ikke også Alexander?" Jeg gav Alexander signaler om at vi nok skulle tage afsted igen. "Øøøh nej, Jonas..." Svarede Alexander- "Klokken er kun 5 om eftermiddagen..." Han forstod tydeligvis ikke mit signal. Han var også altid den der først røg ud af gæt og grimasser... Jeg prøvede igen "Alexander... Jeg tror at dit ur er indstillet til Andby-tid..." Før jeg havde tænkt mig om indskød Armstrong "Andby-tid!? Hvad er det?" Alexander slog sig selv til hovedet. "Æææh..." "Ja..."
Armstrong brød ud i latter... "Andby?.. I mener vel Andeby?" Spurgte han. Vi rystede på vores hoveder. "Den findes dog også kun i tegneserier..." Skyndte Alexander at indskyde.
Dog blev Armstrong hurtigt mere alvorlig. Han spurgte hurtigt "Men... Hvordan kom i her til? Dette er en tophemmelig NASA base, et sted hvor jeg ingen gang har nogen anelse..." Alexander svarede at vi arbejdede her. Armstrong vidste udemærket godt at vi ikke gjorde det...
Efter at have forklaret Armstrong historien, tog vi udenfor. Vi stod midt på en mark. Jeg gabte.
"Jeg tror hellere I må i seng, drenge" sagde Armstrong. Vi adlød og gik ind på vores værelser.
"Ved du hvad han laver nu" spurgte Alxander. Han fortsatte uden et svar- "Han spørger de andre hvad de skal gøre... Ikke nok med at de ikke kan komme ud i rummet endnu... Nu har de også to "gæster" på besøg..."
"Jeg synes vi skal hjælpe dem!" Jeg gav ham ret. "Men... Hvordan?"
Værelset var helt stille... Næsten alt for stille... Vi faldt hurtigt i søvn.
Den nat kunne jeg ikke sove... Og da jeg endelig bare lukkede mit ene øje, kunne jeg ikke længere finde Alexander... Jeg kunne faktisk ikke finde nogen...
Jeg gik lidt rundt i huset. Denne gang var der intet skræmmende... Alt var meget roligt! For roligt?
Hvor var Alexander?
"ALEXANDER!!?!"

--

Super Duck Boy:
6. DECEMBER
(Et lidt langt afsnit ...)

Et ekko. Et Jonas-agigt ekko. Et Jonas-agtigt ekko, der sagde: "ALEXANDER!!?!" Okay så, Jonas, tænkte jeg irriteret, Jeg kommer, selv om jeg ikke troede, at du er bange før mørket ...
Jeg prøvede at åbne en dør. Pokkers, låst.
J-jamen, det må jo så betyde ... tænkte jeg. Jeg var også begyndt at blive lidt bange. Kun lidt. Jeg fortsatte min tanke i tale: "... Jeg har låst mig inde!"
Men så huskede jeg, at den slags altid skete for mig, og jeg skulle bare dreje på låsen et vilkårligt antal gange, og så ville jeg komme ud. Dét gjorde jeg så, og på den måde kom jeg ud.
"Hej Jonas!" sagde jeg lettere højlydt. Dét skræmte ham vist nok lidt, for han gjorde i hvert fald et mærkeligt lille spring, "Var det mig, du ledte efter? Skal jeg komme og beskytte dig fra det fa-a-a-arlige mørke?"
"Alexander. Hold op med det dér." sagde han muggent. Han fandt vist ikke min lille entrance morsom.
"Jeg har lige været på deres poopdeck!" sagde jeg alligevel, "Det er supersjovt! Det er ligesom i Japan(d)!"
"Tak, Alexander, så ved vi vist nok!" nærmest råbte Jonas, "Gider du godt holde op med at være irriterende, så jeg da i det mindste kan få sovet lidt?!"
"Okay sååå," sagde jeg modvilligt.
Da vi lå i vores senge, begyndte vi at diskutere, hvordan vi fik noget brændstof til Armstrongs måneraket. Vi kunne alligevel ikke sove ...
"Men du siger jo selv, at man ikke kan ændre noget i fortiden," begyndte jeg træt, "for det er jo allerede sket!"
"Ja, det er sandt," svarede Jonas, nok ligeså træt, "men nu kender Armstrong jo vores hemmelighed. Hvad hvis vi nu kunne få ham til at gøre noget ...? Så ville vi to jo teknisk set ikke ændre noget, bare få det, der allerede er sket, til at ske."
"Jonas, du er et GENI!!" råbte jeg og vækkede sikkert nogle trætte rumfolk, " Men, øhm, hvor'n får vi dem til at gør' det?"
"Øh, d've'je'ikk'." mumlede han som svar. Jeg nåede lige at se ud ad øjenkrogen, at han faktisk sad og tjekkede GumleMumle-chatten med sin computer, der åbenbart virkede i 1969, inden han smækkede den i og sagde: "Nogen idéer?"
"Altsååå, nu er jeg tilfældigvis lidt af en rumkapløbsnørd," sagde jeg med min mest nørdede stemme, "Derfor ved jeg, at USA på dette tidspunkt faktisk har et ganske fredeligt forhold til USSR. Al'såå, de er selvfølgelig stadig modstandere i Kapløbet - meeen - kunne det ikke tænkes, at man kunne lokke lidt brændstof ud af russerne?"
"Tjah, måske ..." gabte Jonas. Lige idet han sagde 'måske', faldt han i søvn, og jeg ligeså ...

Næste morgen blev vi vækket af Armstrong, der så unaturligt begejstret ud. Havde han spist svampe eller et eller andet?
"God, god, godmorgen, drenge!" sagde han og lød som én, der lige havde fået et ordentligt læs røde fluesvampe, "Jeg har rigtig gode nyheder! I skal komme ud i kommunikationsrummet PRONTO!"
Vi var begge umådelig trætte. Klokken var seks, og "time-lag"'et gjorde det jo ikke meget bedre.
"G-godmorgen," fik jeg fremstammet, "V-vi kommer, når vi lige har børstet næb, fået tøj på, har fundet hver vores briller, og så lige sovet i ti minutter mere ..."
"Der er ikke tid til sådan noget vrøvl! I kommer med mig NU!" sagde den spændte, svampede Armstrong.
Deres kommunikationsrum var faktisk ret sejt ... for slut-60'erne. Der var alle mulige små billedrørsskærme med navne på lande permanent skrevet på. Der var små telefoner, der lignede raketter, der var endda en primitiv "chat-facilitet", hvor man skrev små beskeder på maks 12 tegn på en skrivemaskine. Så skulle den dukke op hos den anden part efter ca. fem minutter.
"Vi har lige én, I to skal tale lidt fornuft ind i," sagde Armstrong, "Han hedder Dimitri og kommer fra Rusland. Han siger, at han HAR raketbrændstof, men han vil ikke gi' os noget! Så siger han også, at han kender jer!"
Efter lidt flimmer dukkede der en and op på skærmen markeret "SOVIET UNION (USSR)".
"Gå over til mikrofonen og kameraet og smæk noget fornuft i bøtten på Dimitri!" sagde Armstrong.
"Og dét var den gode nyhed?" spurgte Jonas stadig lidt træt.
"Yup!" sagde Armstrong på bedste amerikanermaner.
Denne Dimitri ... han så lidt bekendt ud. Selvfølgelig kunne han ikke være nogen, Jonas eller jeg kendte, men alligevel. Jeg prøvede at snakke i mikrofonen, men Jonas skubbede mig ihærdigt væk. Han ville føre ordet, sagde han, og efter hans ansigtsudtryk at dømme, kendte han også denne Dimitri ...

--

Jonas:
7. DECEMBER
(Note: Husk at jeg taler engelsk med Dimitri (og til Armstrong), jeg har dog bare oversat det)
Jeg gik over til computeren. Det var en stor kasse... Ikke helt en computer... Jeg tog fat i den meget store mikrofon som hang ned fra loftet. Fyren skulle hedde Dimitri. Jeg kunne ikke se hele hovedet, men han virkede bekendt. Jeg sagde mildt "Hello..." Ind i mikrofonen... Dimitri svarede igen med en hel strøm af ord, jeg kunne dog ikke lige høre ham. Han snakkede engelsk. Ikke lige den "russiske-engelske-accent" man kendte, mere en "skandinavisk-engelsk-accent". Jeg fortalte Armstrong at jeg ikke kunne høre ham. Armstrong grinte og fortalte mig at jeg bare skulle tage "head-set"'et på... Nu kunne jeg høre ham. "Hej, Jonas..." Lød det i head-set'et... "Du kender mig måske?" Spurgte han. "Ja... Det tror jeg..." Mumlede jeg. "Jeg kender ihvertfald dig, Jonas woodchuck..." Den brug af ord... Det kunne kun være een person!... "Papi..." Alexander fortsatte min sætning- "DAMMI!!!" Dimitri sad bare og grinte... "Nej-nej... Jeg er Dimitri... En helt anden person!" Armstrong mindede os om hvad vi egentligt rigtigt skulle... "Æææhmm... Jeg kom til at tænke på..." Sagde jeg "Pap-Dimitri... Kan vi... Kan vi købe noget brændstof af dig?" Jeg kendte svaret. Alexander kendte svaret. Selv endda Armstrong kendte svaret. "Nej... Hvad får jeg ud af det?" Sagde Dimitri. Jeg tænkte mig godt om. Alexander tænkte sig godt om. Armstrong tænkte sig godt om. "Hvad vil du have?" Spurgte Alexander "Det ved jeg ikke... Jeg vil bare ikke give jer noget, PS tjek dette link ud... www.Papidammi.com... www.Papidammi.com.... www.Papidammi.com... Www.pap--" Armstrong stoppede ham. "Det er godt med dig, du!" Dimitri lagde på... Eller forbindelsen gik...?! "Hvor kender I ham fra?" Spurgte Armstrong om. "Han bor I vores by... Han blev smidt ud af hans egen by, så begyndte han bare at hærge vores...." "Men... Jeres by... Jeres by er jo lang tid i fremtiden... Hvordan kan det lade sig...?" Han stoppe midt i det hele. "Papidammi er ven med Doctor Who..." Svarede Alexander hurtigt og ligegyldigt. "Papidammi er i alle tider samtidig." Armstrong forstod det nok ikke men lod bare som om at han gjorde.
"Hvad gør vi så nu?" Spurgte Alexander.
"Vi stjæler..." Svarede jeg.
"...Som gemene tyveknægte" fortsatte Armstrong.
"Vi SKAL have det brændstof!" Sagde jeg.
Alexander virkede ikke helt til at synes om svaret...
"Jeg har en idé!!!!" Sagde jeg. "Vi tager frem i tiden, Alexander... Og der tager vi så noget brændstof..."
"Selvom din idé stinker, Jonas... Så... Så ved jeg ikke hvad vi ellers skulle."

--

Super Duck Boy:
8. DECEMBER
"Fik jeg nævnt, at din idé stinker, Jonas?" sagde jeg for 20. gang den dag. Jeg var i lidt af et drillehumør.
"Alexander ... hold lige mund i ét sekund," sagde Jonas, "Så kunne det jo være, at jeg havde tid til at forklare."
Vi stod lige ved siden af tidsmaskinen, nede ad trapperne i templet - dér, hvor vores tidseventyr begyndte.
"Jo, du ved godt, at jeg siger, at man ikke kan ændre noget i fortiden, fordi det allerede er sket?" spurgte Jonas som en anden professor.
"Ja, dén har vi været igennem." sagde jeg, som en anden assistent.
"Jo, tænk nu, hvis det er os, der faktisk får Armstrongs månerejse til at ske," begyndte Jonas, "Og hvis ikke vi får fat i noget raketrbrændstof i fremtiden, så kommer Armstrong aldrig op på månen!"
"Ja ..." sagde jeg lidt forvirret, "Det vidste jeg da godt*, men hvor havde du så tænkt dig at få det raketbrændstof fra?"
"Jo, i vor tid har vi jo en astronaut i Danmark," begyndte Jonas som en anden skolelærer, "Du kender ham nok. Han hedder ANDreas Mogensen!"
Jeg begyndte at tænke, at Jonas' plan faktisk var ganske udemærket, trods mine tidligere formodninger.
"Tjah, du er vist ikke helt dum, Jonas," sagde jeg og klappede Jonas lidt for hårdt på skulderen.
"Alexander, gør hvad du er bedst til," sagde Jonas. Jeg anede ikke helt, hvad dét skal betyde, men jeg tror, det betød, at jeg skulle omfavne tidsmaskinen. Men nu var der jo bare lige det, at ...
"Jonas, vi har ikke indstillet en dato!" skreg jeg lige op i fjæset på ham.
"Nåh, nej, det et da ogs' rigtigt!" sagde Jonas, "Hvordan gør man?"
"SÅDAN HER!!" sagde en stemme bag ved Jonas. Jeg kunne ikke se, hvem skikkelsen, der sagde det, var. Det lignede blot en skygge.
"A-Armstrong ...?" sagde en noget skræmt Jonas. Skikkelsen viste sig at være Armstrong i rumdragt.
"Dér fik jeg jer!" sagde han og lo nærmest rumhjelmen af, "Men ... faktisk ved jeg slet ikke en fløjtende fis om, hvordan sådan et apparat dér fungerer. Jeg kom bare for at ønske jer held og lykke på rejsen."
Armstrong gjorde salut: "Så ... held og lykke!" sagde han på en meget amerikansk måde.
"Tak, tak," sagde jeg og trak på skulderen. Jeg tog den lille tidsmaskine op i hændernde. Der var tre små pile under kuplen. Under dem stod der "DATE SWITCH". Dét måtte jo være datoomskifterne. Jeg trykkede lettere tilfædligt på dem og kom endelig frem til den korrekte dato: "09.12.2015".
"Er du klar, Jonas: din grønspætte?" spurgte jeg. Man kunne meget tydeligt høre kolonet.
"Om jeg er, Alexander, din Super_Duck_Boy!" sagde Jonas. Det gik dog ikke så godt med at tydeliggøre understregerne, men han gjorde det bedre, end jeg nogen sinde kunne formå.
For anden gang omfavnede jeg tidsmaskinen, men da opdagede jeg, at Armstrong stadig stod ved siden af os!
"LØB, ARMSTRONG!!!" råbte jeg på actionfilm-vis, "HVIS DU KOMMER MED FREM I TIDEN, VIL DET SKABE ET PARADOKS ELLER SÅDAN NOGET!!!"
"Øøøøøv," sagde Armstrong som en lille baby, "Jeg ville ellers gerne ha' været meeed!" Han gik bedrøvet sin vej.
For anden gang i denne her skøre decembermåned blev rummet omkring os og tidsmaskinen helt sort. Snart kom ormehullet til syne. Før vi nåede at se os om, opslugte det os igen.

Af sted til 2015!

...

Kadoink! Ka-plink, ka-plunk, ka-plask!

... Væske ...? K-k-k-KOLD væske!! Op, op, op!
"Alexander," sagde Jonas misfornøjet, "Vi er landet i Andby Sø."
"Sådan går det jo også for astronauterne ..." sagde jeg fortumlet.
Tilbage i Andby ...


--


Jonas:
9. DECEMBER
Der var noget der virkede ulogisk... Vi tog afsted fra en bunker under en mark. Nu stod vi midt i Andby sø. Jeg forklarede det til Alexander. Han rystede på hovedet. "Ja... Vi tog afsted fra En bunker under en mark her i Andby. Nu står vi i en sø, rettere sagt en mose her i Andby." Jeg blev forvirret. "En mose? Hvad snakker du om?" Det var nu lidt sumpet, men det kunne da ikke være en mose vi var havnet i. "Andby sø er for dyb." Svarede Alexander. Det var der jeg undrede mig over hvad vi egentligt stod på. Det gjorde Alexander også. Jeg tog fat nede på bunden. Der var en masse dåser, skrald og affaldscontainere. Det var så grunden til at det var sumpet, tænkte jeg. "Der kan da ikke ændre sig så meget efter at vi har været væk i 4 dage... Det er umuligt!" Alexander måtte give mig ret. "Du må have lavet en fejl. Du måtte have sat den til et forkert tidspunkt, Alexander..." Alexander afviste det jeg sagde. "D-det kan ikke passe! Jeg skrev 09.12.15!!!" Alexander var sikker på at han intet havde gjort. "... Og det kan ikke have været noget der var sket, da vi var på vej?" Vi kiggede på hinanden. Hans øjne var store. Blå og store. Blå som en sø. Blå som Andby sø.
Vi gik op. Eller... Vi kravlede op. Der stod et gammelt rustent metal skilt. Det skævede lidt til den ene side. På skiltet stod der Andby Sø Mose! Man kunne se at der først var skrevet mose, på skiltet senere. Det stod med en dryppende skrift. "Der kan du se!" Hoverende jeg. "Det er en mose..." Alexander kiggede på skiltet. Så på mig. Så på skiltet. "Ja! Jeg er klog, ikk'??" Han rystede på hovedet. "Det her er... Det-Det er frygteligt... Ja... Grusomt!" Jeg kiggede igen på skiltet. I hjørnet stod der med falmet skrift Verden's Andby 2016. "Skriften er falmet. Det betyder at det allerede var lang tid siden. "Verden's Andby" -Det er da sært!" Alexander var henrykt. Meget henrykt.
Vi gik ind mod byen. Vi kunne se store huse... Højhuse. Højhuse med "STRÅTAG!!!" Udbrød Alexander. De folk der gik på gaden kiggede forundret på ham i nogle få sekunder, for derefter at vende tilbage til deres almindelige liv. Folk gik med stråhatte. Kørte traktor. Så dumme ud. "Hvad er det her?" Måtte jeg spørge Alexander om. Lige inden at vi blev grebet. Grebet af en stor luffe. En meget stor, sort, luffe. Luffen kom fra en gyde af. Vi blev hevet ind i gyden. Der stod en stor beskidt skikkelse og så på os. Skikkelsen svarede på mit spørgsmål. "Det er Emils Andby. Som det har set ud i halvandet år. Halvandet år, 2 uger, 5 dage, 3 timer og 28 minutter, for at være helt præcis." Stemmen lød bekendt. Men skikkelsen. Skikkelsen virkede dog ikke bekendt. Jeg kendte ingen stor beluffet fyr. Inden jeg nåede at spørge ham om jeg kendte ham, begyndte en sirene at lyde. Den store beluffede fyr begyndte at løbe. Hans sidste ord lød noget ala "MEN PAS PÅ HAM... HAN ER UDE EFTER JER!"
Efterladt på gaden. Stadig uden brændstof.

--

Super Duck Boy
10. DECEMBER
Så for dælen. Sikke en suppedas. Og vi, vi små ænder, som ikke fatter noget som helst af situatinen. Det virkede alt sammen meget ... post-apokalyptisk. Jeg besluttede, at det mest rationelle at gøre lige nu, ville være at tage Jonas i ærmet og følge efter vores eneste ven i denne situation, ud over os selv: Den beluffede skikkelse.
"Alexander, hvad i hele hulen har du gang i?" spurgte Jonas oprevet.
"Jeg prøver at finde ud af, hvad vi har rodet os ud i!" råbte jeg, idet jeg løb.
"Og hvordan havde du sig tænkt dig at gøre dét?" spurgte Jonas tvivlende.
"Kom nu bare med," fik jeg fremstammet. Jeg var ret forpustet og træt. Jeg kunne heller ikke se den beluffede skikkelse forude.
"Prøver du at indhendte Benja?" sagde Jonas.
Jeg stoppede lige midt i mit løb. "Benja?" udbrød jeg, "Hvor i hulen vidste du det fra?"
"Nåh, næh, det var bare en formodning ..." tøvede Jonas, "Men ... løb videre!"
Jeg gjorde, som Jonas beordrede. På vejen så jeg alle de mange højhuse med deres mystiske stråtage, og alle de mærkelige mennesker med deres mærkelige stråhatte. Overalt var der grafitti: "Ned med Emil!" "Demokrati til Andby!" "Giv os Verdens Andby igen!" Lige pludselig begyndte det hele at falde på plads. Emil, tænkte jeg, Emils navn ... er overalt. Hvad? Kan det virkelig passe ...?
Jeg vendte mit hoved mod Jonas, "Jonas, det her lyder måske mærkeligt og helt ud af det blå ..." begyndte jeg, "Men jeg tror, Emil er blevet ditkator."
Det var, som om Jonas' hjerte skippede et slag. "Emil ... diktator?" udbrød han, "Er du helt blæst oven i knolden, Alexander?"
"Tja, det kan vi da godt sige, Jonas," begyndte jeg, "Men tænk lige over det. 'Verdens Andby'-teksten ved mosen var helt visket ud ... og den beluffede fyr sagde jo: 'Emils verden'."
"Alexander ... du er stadig helt blæst --" nåede Jonas lige at fremstamme, da vi stødte ind i lufferne på den beluffede person. Vi havde ikke engang set, hvor vi løb hen.
Vi dumpede lige ned på jorden. Den beluffede skikkelse løb bare videre bag os. "Vent!" råbte Jonas, "Benja ... vent!"
Den beluffede skikkelse bremsede op. "Jonas ...?" sagde han meget mystificeret, "Jeg troede, du blev bortvist?"
Skikkelsen, der viste sig at være Benja, løb hen til os. "Hvordan kom I herind?" spurgte Benja.
"Øh ... fjernsynet?" sagde jeg, inden Jonas stoppede mig. "Alexander, er du helt fuldstændig forstandssvag?" sagde han, "Benja er den eneste, vi kan stole på!"
"O-kayyy ..." sagde jeg modvilligt. Jonas forklarede Benja situationen.
"Nåååh, dét forklarer en del," begyndte Benja. Jonas var godt nok også ret lang tid om at fortælle historien. Sådan cirka ni julekalenderafsnit. Benja fortsatte: "Lad mig så forklare jer, hvad der er sket i mellemtiden," Han rømmede sig, " Som I nok har opdaget, er Emil blevet diktator."
Jonas og jeg gispede samtidig, idet Benja fortsatte: "Dette har medført en del omvæltninger i Andbys politik, men mest af alt har det været forfærdeligt for borgerne. Emil startede okay ud, men han blev magtsyg. Dette medførte en helovergang til stråtoppe, og han begyndte at smide de folk ud, der ikke var blevet set på gaderne i én måned. Dette inkluderede jer. Det betyder altså --"
Benja nåede ikke længere, inden jeg afbrød ham: "-- at vi for enhver pris ikke må opdages af Emil eller hans tilhængere, eller vi bliver straffet hårdt!"
"Alexander!" råbte Jonas og Benja i munden på hinanden.
"Okay, okay ... tag det roligt, drenge," sagde jeg, "For resten, Benja, hvordan fik du egentlig de store luffer?"
"Nå, ja, dem ..." begyndte han, idet han kiggede på sine luffer, "Mine hænder voksede bare unaturligt meget. Undskyld jeg skræmte jer. Men ... lad os vende tilbage til emnet. Jeg kender et sted, hvor I kan være i sikkerhed!"
"Godt, så lad os tage derover nu!" udbrød Jonas begejstret.
"Ja, Jonas. Lad os tage derud," svarede Benja alvorligt, imens han kneb øjnene sammen, "Du, Alexander, kommer ikke med. Du har ikke lavet andet end at rette mine grammatikfejl og afbryde mig." Han fnyste mig i ansigtet, tog Jonas i ærmet og begik sig af sted mod det sikre sted.
Nu stod jeg så her. Uden Jonas. Uden Benja, og stadig uden brændstof.

--


Jonas
11. DECEMBER
Benja trak mig med. Sidste gang jeg havde mødt ham var i sidste uge... Eller... Sidste uge for halvandet år siden... Dengang var han bare en ung knægt. Min ven. Benja, som jeg kendte ham. Nu løb jeg rundt med en stor gut, som lige pludselig var blevet ældre end mig, da jeg havde holdt mig tilbage i tiden. Vi løb, som var det en scene fra en parkour film. Med streg under parkour. Han hoppede op på tagene. Jeg var overrasket over at tagene kunne bære ham. "Æææhm... Men... Hvor lang tid har du så været stor, Benja?" Spurgte jeg forpustet. Det var svært at høre hans svar da han var helt oppe på taget og jeg, nede på jorden. Jeg lod som om at jeg hørte hvad han sagde. "Okay... Men... Hvordan skete det så?" Benja hoppede ned tilbage på jorden, stadig i bevægelse. "Hørte du slet ikke efter?" Hans stemme var blevet dybere. Man kunne se og lugte at det var længe siden han havde været i bad. Jeg tøvede lidt. "Nå... Hvad svarede du så?" Spurgte jeg. "Jeg svarede at jeg ikke vil snakke om det! Det er noget kompliceret, okay?" Jeg nikkede bare og virkede indforstået. Overalt på væggene stod der noget ala "Emils verden brænde op!... Med Emil" Han var tydeligvis hadet i denne tid. Hvordan kunne det ske? Han... Han var jo så rar. Måske lidt sær. Og skræp. Og vred. Men sådan var Emil bare. Hvordan kunne han blive ond?
Benja havde nu observeret mig i noget tid, mens at vi løb. Jeg vidste hvad han tænkte- "Det er sandt at han kommer fra fortiden. Han er stadig den samme ynkelige Jonas." Benja var forandret. "Nå... Spiller du stadig minesweeper?" Spurgte jeg bare for at få en samtale igang. "Hvad tror du selv?" Var hans svar. Jeg undskyldte. Han kiggede bare koldt på mig. Da vi havde løbet i noget der føltes som en time stod vi ved en gammel lagerbygning. En faldefærdig gammel bygning. Bare et lille host ville kunne få bygningen til at brase sammen. Jeg skulle virkeligt hoste. Løbeturen havde været hård for mine lunger. Meget hård for mine lunger. Som om at jeg havde fået en nål ned igennem luftkanalen. Sådan havde Benja det ikke. Han trak været stille og roligt. Så stille og roligt at man ikke kunne høre det. "Shhh" sagde han "Slap af med din vejrtrækning, Jonas!" Jeg skulle til at svare ham igen da jeg hørte nogle stemmer. Og nej, det var ikke min skizofreni. Benja hørte det også. Han holdt mig for munden, da jeg skulle til at sige noget. Jeg skulle til at sige noget i stil med "du ka' oss' hør' det, ikk'?" Det var åbenlyst at det kunne han godt. Desuden var det som om at vi begge to også hele tiden havde en ekstra skygge.
Jeg tænkte på Armstrong. Det var vores mission. Hvordan endte jeg her? Midt i en faldefærdig lagerbygning. Gad vide hvad Alexander lavede lige nu? Om han var igang med missionen, eller om han var blevet fanget af Emil og hans politi. Hvis politiet overhovedet hed politi længere. Jeg manglede Alexander. Han ville have gjort ligesom mig i denne situation. Han ville have løbet væk. Måske skrige lidt...
Men han var her ikke, det var mit mod heller ikke og jeg stod her og så på en som til at starte med var min drillesyge ven og nu en stor beluffet grumt udseende fyr. Jeg stod her. Stadig uden brændstof.

--

Super Duck Boy
12. DECEMBER
En lagerbygning. Jeg stod foran en faldefærdig, gammel lagerbygning. Eller skulle jeg sige "bag ved en faldefærdig, gammel lagerbygning"? En bygning er måske så meget sagt. Det var mere henne i et par gamle mursten, der lige akkurat stadig hang sammen, men kunne falde sammen hvert øjeblik. Jeg var bange for at blive alene i byen, så i min desperation fulgte jeg Benja og Jonas' spor, men på gurnd af min fuldkommen ubrugelige stedssans var jeg endt bag ved den lagerbygning, de tilsyneladende var på vej til.
I frygt og endnu mere desparation begyndte jeg at kalde: "Jonas! Benja! En eller anden!?" men ingen svarede. Det ville virke mere indlysende at prøve at finde bygningens forside, men jeg tænkte ikke logisk på det tidspunkt. Endnu mindre logisk tænkte jeg, da jeg lige med ét hørte en stemme bag mig: "Godaften!"
Jeg kiggede bag mig. Først kunne jeg ikke se, hvem det var, men da mine nærsynede øjne arbejdede lidt mere sammen med mig, opdagede jeg, at det var ...
"PAPI!?!!? DAMMI?!!?" udbrød jeg rædselsslagen. Mit råb fik næsten bygningen bag mig til at brase sammen. PapiDammis udseende er nærmest ubeskriveligt, men jeg vil forsøge alligevel. Forestil dig en blæksprutte-ting. Forestil dig så et næb og et par øjne på blæksprutte-tingen. Forestil dig endelig en krop nedenunder, og du har PapiDammi.
"Dæmp dig lige, Alexander," sagde PapiDammi et mystisk tonefald, "Du skulle nødig ødelægge bygningen ..." Det lignede ham ikke rigtigt at snakke sådan.
Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. "Hvad lavede du her? spurgte jeg ham, "Hvordan kom du hertil?"
"Hæh, hæh ... jeg kunne spørge dig om det samme," sagde han.
"Du begynder," sagde jeg lidt utydeligt. PapiDammi vraltede lidt tættere på. Han smilte skævt, idet han kildede mig under næbbet.
"Jo, ser du, lille and ... jeg har forbindelser," begyndte han, "Én af disse inkluderer den tidsrejsende Doctor Who. Jeg 'låner' ofte hans TARDIS for at foretage mine små tidshop ... og jeg er tilsyneladende endt i samme tid som dig og ham grønspætten ... hvad var det, han hed ...? Mogens ...?"
"Jonas," rettede jeg ham bestemt. Han skulle ikke komme her og kalde Jonas for Mogens!
"Ja, ja, så siger vi det," sagde han bare ligeglad, "Din tur ..."
Jeg fortalte PapiDammi hele historien, om tidsmaskinen, om Armstrong, om Emils Andby, om den beluffede Benja. Endelig kom jeg til det tidspunkt, hvor jeg blev efterladt. "Jo, jeg fandt ud af, at jeg ikke måtte lade Jonas i stikken. Derfor fulgte jeg efter ham og Benja hen til denne lagerbygning ... eller bagved den."
"Godt, godt, fint fortalt, and," sagde han med en nærmest ironisk tone, "Det tog jo kun 11 julekalenderafsnit. Men ... jeg har planer med dig, og dem vil du få at se nu!"
PapiDammi var lige ved at trække et eller andet frem fra sin lomme, idet jeg pludselig kunne høre skridt bag mig. Jeg skyndte mig at dreje hovedet, og lige pludselig, i ét splitsekund så jeg Jonas løbe forbi.
"JONAS!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Det fik nogle af bygningens mursten til at styrte ned og lande på PapiDammis fod, så han skreg: "AV FOR !#&£@€&/() I !#@¤%!" Dette fik yderligere et par sten til at falde af bygningen og ramme PapiDimmis hoved, så han blev slået bevidstløs. Jonas nærmest moonwalkede, da han hørte mit øredøvende råb. Han kom spænende hen til mig, helt stakåndet, som om han lige havde løbet et halvmaraton i regnvejr, uden en paraply.
"A-Alexander ..." fik han fremstammet, "Hvordan kom ... du hertil ... uden at blive opdaget af ... jeg ved ikke hvem?"
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, tog ham bare i armen og skyndte mig ind i den slet ikke så sikre bygning.
Da vi endelig begge havde fået pusten igen, stod vi inde i bygningen. Det var bare én stor lagerhal med et ødelagt tag. Dette skulle så være vores gemmested ...? Benja måtte vide noget om det her. Han var sikkert herinde.
"Kom, vi leder efter Benja," hviskede jeg. Jonas var hurtig til at modsige:
"Jamen så opdager han jo, at du er her!"
"Nå ja ..." sagde jeg helt stille. Nu stod jeg nemlig her. I en lagerbygning. Vi måtte bare skjule os, os to. Uden Benja. Uden råd. Stadig uden brændstof.

--

Jonas:
13. DECEMBER
"Nå ja..." Hørte jeg Alexander mumle. Mumle meget lavt. Alexander blev lige pludseligt forvirret. Han kiggede panisk rundt omkring. Han mumlede noget. Mumlede det igen. "Papi... Dammi..." Nåede jeg lige at høre ham fremstamme inden at han blev helt panisk. Han råbte af alle lungernes kræft- "PAPIDAMMI!!!!!" Han slog ned i jorden. Hoppede fem gange på asfalten og måtte derefter hoste, da han havde gjort det så hurtigt at det knap nok var til at kunne se. Så hurtigt, at jeg kun lige nåede at skubbe Alexander på jorden og hoppe over ham, da murstenene ramte ned mod jorden. Jeg vågnede ved at Alexander fremstammede "Pap... Dam..." Hvad skete der for ham? Han var helt oppe at køre. Han hostede lidt. "Han var der lige før" sagde han. "Hvem?" Spurgte jeg. "PAPI... DAMMI..." han mumlede noget derefter. "Jeg fortalte ham alt... Jeg fortalte ham hvordan vi kom og..." Han stoppede. Mumlede noget. Begyndte igen- "SØ... MOSEN!!" Jeg forstod hvad han mente... Vores tidsmaskine... Derefter hørte jeg en sirene. Jeg så blå blink. En skikkelse stod foran mig. "Hva... Hva' la'er I heru'?" Jeg kendte stemmen, men den passede ikke til dialekten. "Sherlock" nåede jeg at sige, inden at jeg faldt i søvn igen.
Jeg vågnede i en bil. Alexander sad på forsædet. Han havde en fin samtale med Sherlock, som sad på førersædet. De grinede i lang tid. Da de stoppede spurgte jeg hvad vi lavede? "Nå... Du er vågen, kaptajn grønspætte!" Lo han. Sherlock havde aldrig lige været glad for mig. Han syntes at mine ordspil var dårlige. Han tog så meget fejl... Man kunne jo næsten sige at han... Failede. Sherlock så ud som om at han kunne læse mine tanker. Han sukkede, som altid når vi havde snakket sammen. Der opstod en tavshed. Den var virkelig kedelig. Alexander ødelagde den ved at snakke til mig. Sherlock syntes ikke at det var rart at Alexander stoppede den. Sherlock nød lige præcis denne former for pauser. "Sherlock er en UNDERCOVER-REBEL, Jonas... Er det ikke sej'?" "Det ka' da godt være..." Mumlede jeg. Jeg havde da også arbejdet undercover før. Han har sagt til Emil at han vil hjælpe ham og følge ham gennem alt... Men han lyver!" Selvom at Sherlock og jeg ikke snakkede særligt meget til hinanden, så vidste jeg dog at Sherlock... Sherlock er til at stole på. Jeg skulle til at forklare ham om tidsmaskinen, da Alexander sagde at han allerede havde fortalt det alt sammen. Det havde cirka taget 12 julekalender afsnit, sagde han. "Så mangler vi kun 12 flere julekalender afsnit" grinede jeg. Julekalender... Det var det jeg skulle have lavet med Benja, en dag... I vores kontor i gåserød... Ajnæbnasa... Hmm... Der kom det til mig... Selvom at Benja aldrig havde været der, måske ingengang vidste at vi havde det, så var det der altså. Med vores rumraket i baghaven, med vores tidsmaskine og vores skrivemaskine...
Jeg fandt ud af at jeg havde tænkt højt. "Raket!?" "Tidsmaskine?" Udbrød Alexander. "Kør os til gåserød øjeblikkeligt. Det var sådanne ting som normalt kun ville ske i julekalendre og den slags... Men nu skete det altså. Vi skulle snart få fat i en masse brændstof og vores tidsmaskine... Men hvordan ville vi komme til gåserød? Uden pas. Uden statsborgerskab. Og stadig uden brændstof...

--

Super Duck Boy
14. DECEMBER
Gåserød. Gåserød var destinationen. Her var vores raketbrændstof, vores tidsmaskine ... nu var Gåserød vort ét og alt. Og så højtidelige ord havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle bruge om Gåserød.
"Kør os til Gåserød øjeblikkeligt!" råbte jeg ihærdigt til chaufføren, der tilfældigvis var Sherlock Scones.
"Køl lige ned, I to ..." sagde Sherlock på den mest detektiv-agtige måde, "For at komme til Gåserød har I ikke alene brug for pas og statsborgerskab, som I tilsyneladende ikke har, men I skal også forbi ..."
Sherlock holdt en lang, mystisk pause, som om det trykkede i stemmebåndet bare at sige det. "Emils vagter," fremstammede han endelig.
Vagter ... tænkte jeg bekymret. Jeg kiggede på Jonas og kunne se, at han tænkte det samme, Emil har virkelig været magsyg.
"Emil vil ikke have nogen til at forlade Andby, statsborgere eller ej," begyndte Sherlock, "Derfor har han sat vagter til at kontrollere, at ingen kommer ud af Andby."
Der var stilhed i et kort øjeblik. Øredøvende stilhed. Den slags stilhed, hvor man kan høre, at alle folk inden for 50 meters rækkevide tænker, så det dundrer.
"Hvad hvis man fløj?" udbrød Jonas pludselig - meget ihærdigt, som om det var den mest geniale idé i hele verden.
"Ja, godmorgen, Jonas," sagde Sherlock. Jonas' glæde blev øjeblikkeligt afløst af en skuffelse, "Hvor skulle vi så få et flyvefartøj fra?"
Der gik et kort sekund, inden begejstringen vendte tilbage i Jonas' ansigt. Han udbrød: "H.A.P. har da en helikopter ... en H.A.P.-likopter, faktisk. Ikk'? Ikk'?" Jonas formodede vist, at vi ville blive flade af grin over hans middelmådige ordspil.
"Dit ordspil er forfærdeligt som altid, Jonas," begyndte Sherlock, "Men denne gang tilgiver jeg dig, for du har vist nok ret. Men ..."
"Men hvad?" sagde både Jonas og jeg i munden på hinanden.
"Emil har muligvis beslaglagt den," sagde Sherlock og prøvede ikke at skuffe os for meget, "Da Emil overtog byen, foretog han også en gennemgående ransagning af H.A.P.s kontorer. Han nænnede dog ikke at omdøbe politistyrken til E.P., da det ville give musikalske associationer."
"Godt at vide," sagde jeg. Jeg er helt vild med små ubrulige bidder viden, "Men ... det er vel et forsøg værd at tjekke?"
Sherlock slog ud med hænderne og ramte næsten mine briller. Hvis han faktisk havde ramt dem, ville jeg blive godt gal i skralden, men endnu mere gal i skralden gjorde det mig, da jeg opdagede, at Sherlock ikke rørte rattet.
"SHERLOCK!" råbte jeg lige ind i ansigtet på ham, så hans ellers finredte pels blev helt uglet, "STYR BILEN!!"
"Siger ham, der aldrig får kørekort ..." sagde Sherlock sarkastisk.
"Sherlock, kør nu bare til H.A.P.," afbrød Jonas, "Vi skal nok finde den helikopter ... håber jeg."
Det håbede jeg også, for ellers ville vi fortsat blot være to ænder strandet i tiden, uden råd, uden flugtvej, og stadig uden brændstof.

--

Jonas:
15.DECEMBER
Sherlock speedede heftigt op. Eller... Bilen var nu ikke lige en racerbil. Eller en Fort. Eller en Voldvo. Eller en Fnat. Eller en... Det var en... En... "Hvad er det her for en bil, Sherlock?" Sherlock lo. "Det er da en..." Alexander afbrød ham. "Det har ikke noget med Emil at gøre, vel?" Sherlock lo igen. "Jo selvfølgelig har det noget med ham at gøre. Hitler havde jo også sin egen vogn, ikke?" Han fortsatte "det er en E.K.E-E.N-R.I.K.T.I.G-V.O.G.N-Deluxe" vi kiggede forvirrede på ham. "En "Emil Knarand Elite - Ekstra Nydelig - Rimelig Nice - Rullende I Kogende Tempo I Gaderne - Vild Og Griner'n Nubilius"-Deluxe" Vi kiggede stadig på ham uden den fjerneste idé om hvad det var han sagde. "Nubilius er en motorfabrik i Andby.... Faktisk i dag Den..." Han kiggede på uret klokken var lige blevet 00:01 "...15. December har de jubilæum. Emil grundlagde Nubilius 8 dage før at han tog Andby over, som han gjorde den 24. December. Det vil sige at alt der hed jul blev afskaffet. Nu er den 24. December "Emil Den Stores Dag"" Jeg huskede på at alt der var sket ikke kunne ændres, for det var allerede sket. Er det også sådan i fremtiden? Fremtiden er vel fortid for nogen? Jeg hostede. Det gjorde jeg tit når jeg ikke kunne svare på spørgsmål.
"Men..." Tilføjede Alexander pludseligt. "Når vi kommer til H.A.P... Ææhm... Er der så ikke nogle korrupte vagter?" Sherlock rystede på hovedet "Selvom at alle hader Emil, tør ingen sige ham imod." "Er han virkelig så..." Sherlock tog ordene ud ad min mund. "Syg? Ja... Det kan du bide spids på... Nu er vi her." Vi kørte i en politi-vogn, så ingen af vagterne undrede sig egentligt da vi stoppede foran bygningen. Den lå stadig det samme sted som den gjorde i gamle dage. Nu var den bare meget større og meget... Højere. "Velkommen til H.A.P.H.T... H.A.P high tower. Bygningen har 100 elevatorer og en trappe." Man kunne se på Alexander at han elskede ligegyldig info. Vi fik ikke tid til at planlægge inden at Sherlock smed os ud og derefter kørte.
Vi gik tævende over til "porten". Der stod en gut på min alder ca. Han lignede... Fun... "Fun_PV_Duck?" Spurgte jeg lavt. Han svarede iskoldt "Kender jeg Dem?" Han kiggede derefter hurtigt på mit ansigt. Han viskede- "Jonas?" Jeg nikkede. "Du... Du er forvist." Jeg nikkede igen. "Det er Alexander også." Jeg nikkede over mod Alexander. "Kom med..." sagde han tavst. "Jeg ved ikke om jeg skal udlevere jer til Emil, eller lade jer udføre jeres erindre, hvad det så ellers er..." Han ventede på at jeg fortalte ham hvad vores erindre var. "..." *Host* "Vi... Lang historie" han nikkede indforstået. "Ligeud og så anden dør til venstre." "Tak" mumlede jeg. "Hvad hvis vi bliver stoppet?" Han trak på skuldrene "Så er spillet ude." Svarede han stadig iskoldt, men dog lidt nedslået.
Vi gik ind. Ligeud. Herinde var der ikke behov for vagter, for alle herinde havde fået tilladelse af en vagt til at komme ind." Anden dør til venstre. Jeg åbnede døren. Det var elevator-gangen. 50 elevatorer til højre og 50 elevatorer til venstre. Vi gik ind i den bagerste til højre.
Der var et væld af etager at vælge imellem. 666,6 etager, faktisk. Jeg trykkede på den øverste hvorpå at der var vist et billede af et "H" det stod muligvis for "Helikopter". Muligvis.
Den kørte op. Langsomt. Som om at den var slæbt af mennesker.
Elevator-musikken spillede. Det var en ukendt sang. Den lød som en sang fra en film. En sang fra en episk film. 'Soundtracket' raslede derudaf.
"Daaaang... Daaaang... Daaaang... Diiiing... E... E... E-E-E-E-EMIIII-I-I-I-IIIIL... ER VORRRR...ER VORRR... VORRR-E HERSKER. EMIIIIIL ER VORE HERSKER." Det var skrækkeligt musik. Jeg kendte kun en person der viste interesse for sådan en genre musik... -Emil.
...
Vi var ved den toghundredeotteoghalvfemstiende etage. Musikken kørte stadig videre. De sang bare det samme igen-og-igen. Jeg gabte. Det samme gjorde Alexander.
...
Vi var nu ved den firehundredeniertressendstyvende etage. Stadig samme musik.
...
Vi var nu ved den næstsidste etage. "665,6" stønnede Alexander lettet. Musikken blev afbrudt. Dørene åbnede. "Diiiing" sagde elevatoren. Ind kom... "Emil" mumlede jeg utydeligt til Alexander. Vi gik næsten i panik, men prøvede alligevel at forholde os rolige. Jeg slog solbrillerne længere op mod øjnene og hatten ned for panden. Min alternative og hurtige forklædning. Alexander gemte sig bag mig.
Hvis jeg sagde at Emil ikke blev forbavset over at de nogle i elevatoren, så ville jeg være en løgner. "Hvem... Hvem i hele hule Andby er du?" Jeg lavede min stemme pol så godt jeg kunne. "Jeg er... -Jeg er Paulo Valentino Esmeraldo..." Han kiggede dumt på mig "Hvem?" Spurgte han så ironisk og lidt vredt. Jeg gentog. "Paulo Valentino Esmeraldo... Fra... Fra..." Jeg hakkede lidt. "Michelin guiden" hørte jeg Alexander mumle bag min ryg. "-Fra Michelin Guiden" skyndte jeg mig at sige. "Nå." Sagde Emil overfladisk. "Tror du ikke at jeg har hørt det før?" Hans toneleje ændrede sig. Han blev vred "SVAR MIG!!! HVEM ER DU???" Han tog fat i min frakke krave. Jeg sank en tung klump. Nu åbnede døren sig. Han slog mine solbriller af mig. "... Jo- Jonas?" Jeg havde fået min hånd møvet ned i hans lomme. Han kunne sikkert ikke mærke det. "Nu... NU ER DET NU ALEXANDER!!!" Råbte jeg. Jeg tog Alexander i ærmet og løb hurtigt ud ad elevatoren. Jeg nåede at skubbe til Emil, inden at vi kom ud ad elevatoren. Nu lå han og fumlede på gulvet. Jeg tog fat i helikopterens nøgler. Jeg skubbede Alexander ind i den og drejede nøglerne om. Inden du kunne nå at sige "Fem tyve kom til ti tømre" 20 gange hurtigt. Jeg kiggede på nøglen. "Nubilius" læste jeg højt. Jeg vidste ikke hvordan man styrede sådan en her, men... Jeg fik den dag op i luften.
Nu hang vi op i luften. Det var svært at få ilt. "Nu til Gåserød" råbte Alexander. "Nu skal vi have brændstof."

--

Super Duck Boy:
16. DECEMBER
Højt oppe. Højt oppe over jorden. I en helikopter sammen med Jonas, der fløj som en brækket arm, men på grund af mit dårlige syn og min ubruglige stedssans kunne jeg nok ikke gøre det meget bedre. Jeg var tit bange for, om vi ville støde ind i skyerne, men på en eller anden måde fløj vi bare igennem, som om skyerne var vand.
"De er vand," sagde Jonas, som om det var sådan noget, alle vidste. Jeg havde åbenbart tænkt højt. Lige pludselig kom jeg i tanke om noget.
"Du, Jonas?" spurgte jeg lidt nervøst, "Ved du egentlig overhovedet, hvordan vi kommer til Gåserød?"
Jonas så bare tavs på mig, inden han sagde: "Nåh ... ja. ALEXANDER, SID DOG IKKE BARE DÉR! KIG, OM DENNE HER INFERNALSKE MASKINE HAR EN A.G.P.S.!!!"
"A.G.P.S.?!" skyndte jeg mig at indskyde.
"Areal Global Positioning System!" sagde Jonas, som om det var sådan noget, alle vidste. Han havde desuden ret meget accent, så det tog mig lige lidt tid at finde ud af, hvad han mente, men da jeg endelig fik vendt Jonas' udsagn om til forståelig engelsk, sagde jeg hurtigt: "Javel, sire!" og gik i gang med at lede overalt efter sådan én. Jeg ledte og ledte og ledte og ledte og ledte lidt mere, lige inden jeg blev afbrudt i mit lederi af et råb fra Jonas: "EMIL!!!"
"Jeg hedder altså Alexander," sagde jeg vredt. Ærligt talt var jeg ret fornærmet over, at han havde glemt mit navn.
"Nej, dit ærkefjols," sagde Jonas, "Emil er bag os!"
"Ærkefjols? Jeg hedder Alexander! A-LEX-AN-DER!" sagde jeg. Man måtte da også hade sit barn, hvis man kaldte ham eller hende Ærkefjols.
"BARE KIG BAG DIG!!" sagde Jonas, der var ved at være træt af livet. Jeg gjorde, som han beordrede og så pludselig en grøn helikopter med stråtag, men jeg kunne ikke se piloten. Jeg kneb øjnene sammen lidt og opdagede, at Emil sad derinde.
"EMIL!!!" råbte jeg ind i fjæset på Jonas.
"DET VAR DET, JEG LIGE SAGDE!!!" råbte Jonas og skubbede til mig af bare raseri, så jeg faldt om på bagsædet og var lige ved at ramme ... et Areal Global Positioning System! Jeg var ellevild og skyndte mig at råbe til Jonas: "Se, hvad jeg fandt!"
Jonas vidste med det samme, at jeg havde fundet, hvad vi havde søgt. "Dygtig hund," sagde han og snuppede A.G.P.S.'en lige ud af hånden på mig, men snart fandt han ud af, at han nok ikke kunne finde Gåserød, imens han fløj, så han stak apparatet i hånden på mig.
"Find Gåserød, eller jeg steger dig over en sagte ild," sagde Jonas vredt.
"Javel, sire!" sagde jeg og tændte for apparatet. Jeg begyndte at taste Gåserød ind på displayet. Jeg var god til at stave, så dette skulle nok gå.
"G-Å-S-E-R-Ø..." sagde jeg, idet jeg skrev, men længere nåede jeg ikke, inden jeg hørte et højt skud bag os, og både jeg og Jonas opdagede, at bedst som vi havde glemt, at Emil overhovedet eksisterede og i det hele taget fløj lige bag ved os, blev vores fartøj skudt ned med et missil. Der lød et brag, idet missilet ramte os.
"Åh, sådan noget !@#%&/?!" råbte jeg og Jonas i kor, da helikopteren begyndte at falde ned. Ned, ned, ned. Lodret ned. Så lodret, at mit hoved blev dunket lige ned mod A.G.P.S.'en, og jeg kom i tanke om, hvad jeg var i gang med.
"...D!" sagde jeg, idet jeg indtastede det sidste bogstav og trykkede OK. Lige pludselig ramte vi jorden. Nu skulle vi dø.

KLONKS!! KRASJ, SMAK, KADUNK! Plink, plank.

...

"I har nået jeres destination," sagde en computerstemme. Var det her Himlen? Var Himlen fyldt med computerstemmer, eller var jeg stadig i live? Jeg åbnede øjnene og så, at ja, jeg levede endnu. Vores helikopter var en ruin, hvilket H.A.P. nok ikke ville blive glade for. Jeg skyndte mig over til vraget for at se, om Jonas stadig var der, men jeg kunne ikke finde ham.
"Alexander ..." hørte jeg pludselig en stemme sige, "Dit ærkefjols ..."
Det var kun Jonas, der sagde sådan. Jeg skyndte mig over til det sted, hvor lyden kom fra. Da opdagede jeg, at Jonas også levede endnu.
"Vi er i Gåserød," sagde Jonas lige pludselig, "I hvert fald ifølge A.G.P.S.'en."
Jeg fattede pludselig, hvad computerstemmen mente. Hér stod vi nemilg; lige midt i Gåserød. Sikke et julemirakel. Men nu stod vi jo bare her i en by, jeg ikke kendte; uden transportmiddel, og stadig uden brændstof.

--

Jonas:
17. DECEMBER
"... Hvor-... Hvorhenne er jeres kontor egentligt?" Jeg vidste godt hvorhenne det lå, men ikke hvordan vi kom derover. Jeg havde dog en forståelse af at det nye Gåserød stadig lignede det gamle Gåserød... Jeg kendte Hovedgaden. Jeg kendte de små side gader... Og jeg kendte -"Fjallelalle gade... Det er her vi er." Det var der vores kontor lå. Jeg havde stået og kigget mig omkring i 2 minutter og Alexander kunne bare pege på en gade og svar det den rigtige. "Ææhm... Fik jeg rost dig for den smukke parkering?" Indvendte Alexander. Jeg rystede på hovedet. "Du har jo parkeret midt på..." Han ledte efter et skilt som forklarede gade navnet. "... Gåserøds Gade" det var Hovedgaden. Det forklarede egentligt også alle de mennesker som lå bevidstløse rundt omkring og de mennesker som var i færd med at løbe. Det gik op for mig at vi ingen tid havde. "Vi har ikke tid til det der, Alexander!" Svarede jeg ham. Jeg var lidt flov over at have ødelagt hele hoved gaden. Mens vi løb ned ad Fjallelalle Gade, sagde Alexander "Er det ikke skægt at det var den første gade jeg så... Det er normalt sådan noget der kun plejer at ske i julekalendre!" Jeg rystede på hovedet som jeg nok havde gjort rigtig meget efter at Alexander mødte op. "Løbe. Løbe. Løbe. Løbe. Løbe. Løbe. Lø--" "HOLD NU MUND, ALEXANDER, OG LØB!!!!" Alexander havde aldrig nogen som helst form for tidsfornemmelse. "Okay, okay... Du skyder altid den hyggelige stemning ned." Svarede Alexander. "Gør jeg det?" Spurgte jeg mens at jeg løb videre. Kontoret lå langt nede i bunden af gaden. "Ja! Ligesom hele den flok af mennesker vi har bag os!" Jeg kiggede bag mig. Vi havde Emil og en hel kødrand af politifolk bag os. "ALEXANDER!!!" Udbrød jeg "HVOR LANG TID HAR DE VÆRET BAG OS??" "Ææhm..." Han holdt en lille pause "Måske et par sekunder... Måske minutter..." "HVORFOR HAR DU IKKE SAGT DET ENDNU??" Jeg var rasende. "Stemningen skulle jo have et vist niveau!" Jeg råbte noget mere af ham.
Vi kom til kontoret. "LØB IND I BAGGÅRDEN!!!!" "Slap af..." "BARE GØR DET!!!"
Jeg åbnede have lågen. "DÆK LÅGEN TIL!!!" "Med hvad?..." "BARE DÆK DEN TIL!!!" Alexander begyndte at smide havenisser hen imod lågen. De gik i tusinde stykker lige da de rørte ved den gamle rustne metal have låge. "De kommer tættere..." Alexander var begyndt at blive nervøs. "LØB IND I BAGHAVEN!!!" Jeg havde aldrig set Alexander løbe så hurtigt frem. Han fór om i baghaven. Han løb rundt om hjørnet. Han kiggede ikke fremad da han stadig skulle hold øje med politiet...
KA-SLAM!!! Alexander lå på jorden. Han rystede helt. "Hva... Hva' lø' jar' in' i?" Mumlede Alexander, der knap kunne bevæge læberne lige nu. "DU LØB IND I..." Begyndte jeg vredt "... Tidsmaskinen!" Jeg havde lige tid til at kramme den lille Alexander, som stadig lå på jorden. Det var det eneste tidspunkt i de sidste 4 dage hvor at jeg faktisk havde været rigtigt glad.
"Hvo'en' æ' rak't?" Spurgte Alexander. Jeg kiggede mig omkring, nu mere panisk. Man kunne se hele hæren på gaden, nu. Jeg kiggede mig omkring igen. Hvor havde jeg stolt den raket?
"Æ' d't d'n d'r?" Spurgte den lammede Alexander, mens at han plejede til højre for mig. Der stod den. En kæmpe raket... Hvordan kunne jeg undgå at se den? Hvorfor var det altid Alexander der først opdagede ting? Jeg havde ikke tid til at hidse mig op.
"Ja... Alexander... Ja!" Brændstoffet lå ved siden af... I tænker nok hvordan man kunne have en kæmpe raket i baghaven, men kun en lille dunk brændstof. Det var pga. at brændstoffet var udviklet af Albert. Han var et geni. Jeg hev Alexander op fra jorden. Jeg skubbede ham hen mod tidsmaskinen. "Gør hvad du plejer at gøre, Alexander... GØR DET NU!!!" Han skyndte sig at fumle ved apparatet. Jeg stod ved siden af ham.
"STOP!!!! DET ER POLITIET!!!!" Hele hæren stod nu i baghaven. Samt Emil. "OVERFALD DEM!!!"
Jeg nåede lige at se dem hoppe hen imod os og så blev alt mørkt. Fsjiiiiiiiing... Fsjuuuung... Alexander var faldet med på gulvet, han var bevidstløs. Jeg havde aldrig set nogen person svede mere end ham. Nu var vi her. Med livet i behold, med tidsmaskine og med brændstof.

--

Super Duck Boy:
18. DECEMBER
Raket. Tidsmaskine. Brændstof. Sved. Jeg svedte. Jeg var lige vågnet op fra at have været bevidstløs i det, der føltes som hundrede år. Men i hvert fald sad jeg her med raketten, tidsmaskinen, brændstoffet og sveden. Og så var det, at jeg opdagede, at vi ikke længere var i 2016. Vi var tilbage i 1969 ... eller det håbede jeg da i hvert fald. Jeg vidste det, fordi Gåserød ikke hed Gåserød dengang - det hed Byen Nogle Kilometer Fra Langbortistan, og det var meget mindre. Vi stod faktisk lige ved indgangen til byen. Der stod et skilt lige foran os med byens navn på ... eller rettere, det stod foran mig. Jonas stod af en eller anden grund oven på det. Det var da, jeg kom i tanke om, at denne her tidsmaskine var meget mere akkurat, når det kom til placeringen i fortiden. Den anden tidsmaskine havde været ret irriterende med hensyn til at placere os, men denne her gang var det gået overraskende fint ... men så var det, at jeg kom i tanke om, at vi faktisk skulle være i USA, og det var vi ikke, og således havde mit alt for lange tankespind nået sin ende. Det var tilfældigvis på samme tidspunkt, at Jonas evindeligt nok faldt ned af skiltet. Da han var kommet op igen, sagde han:
"Alexander, er du klar over, at du lige har reddet os to fra en ordentlig gang prygl?" Han lød til at være meget imponeret over min formåen.
"Nå, ja, det har jeg vist," sagde jeg. Jeg havde ikke rigtig fået tid til at opfatte det under mit alt for lange tankespind, "Øh ... super!"
"Ja, du har faktisk været ganske nyttig her på det seneste," sagde Jonas og lød ret imponeret. Jeg selv var noget så overrasket over at høre det fra lige netop Jonas. Men bedst som jeg var så glad og tilfreds med mig selv, og der faktisk i et øjeblik var lidt julestemning, skulle Jonas lige ødelægge det med:
"Ja, men nu står vi jo her i Gåserød ... eller Byen Nogle Kilometer Fra Langbortistan, ikke i USA!"
"Dén har jeg tænkt over," skød jeg ind. Jonas blev bare ved at ødelægge julestemningen:
"Har du så også tænkt over, at vi nok ikke kan komme til USA med bare vores små platfødder?"
"Nej ..." sagde jeg, lige idet min ryg stødte imod raketten, som jeg helt havde glemt, at vi havde. Jonas' ansigt lyste pludselig op ...
"Jeg har en idé!" sagde han nok lidt for højt.
"Det er vel ikke at udregne nogle meget specifikke koordinater, så vi via denne rumraket kan skyde os af sted og lande lige netop i USA?" sagde jeg alt for hurtigt til, at Jonas fattede et ord.
"Øh ... nej," sagde Jonas, "Jeg havde faktisk tænkt mig at skyde raketten sådan lidt tilfældigt af sted og håbe, at vi styrtede ned i USA ..."
"ER DU BLØD I BOLDEN SOM EN BLOBFISK?!?!" råbte jeg vredt til ham, idet jeg ruskede som en gal i ham, men jeg havde ikke opfattet, at der stod en fremmed person bag os og havde hørt hele vores lille opråb. Jonas, der vist nok havde opfattede det, vendte mit hoved, så jeg fik øje på det, der lignede Hellevad, bare fra slut-60'erne.
"Daws mæ' jer, storbyswingere," sagde personen med en noget så sønderjysk accent, "I ku' wist godt træng' til æ' tur til USA!"
Jeg stod og debatterede med mig selv om, hvorvidt vi skulle stole på typen. Set i bakspejlet var det nok bedre at debattere med Jonas, men han havde allerede trykket mandens hånd og sagt ja, ja og tre gange ja.
"Jam'n så kom med, storbyswingere," sagde han, "Jeg har en hyg'lig lill' flywmaskin' mæ' plads til alle jer's storbyapparater."
Da blev jeg imponeret. Kunne han virkelig have en hel tidsmaskine, en hel rumraket, en hel dunk brændstof og to små ænder med i sin slut-60'er-bondeflyvemaskine? Det skulle jo vise sig. Han tog os i hvert fald med til sit hus og inviterede os på kaffe. Jeg kan ikke lide kaffe. Nok sagt.
Imens jeg sad og ikke-drikkede kaffe sammen med Jonas og bondetossen, fik jeg denne her fornemmelse af, at det hele var lidt mistænkeligt ... jeg mener, hvordan kan han være så gæstfri? Det ligner ikke sønderjyder, og det ligner slet ikke sønderjyder, der ligner Hellevad. Og hele det dér med flyvemaskinen. Jeg tror ikke, Jonas tænkte videre over det. Han drak bare kaffe, så jeg besluttede mig for at se, hvad der ville ske.
Vi kom efter alt for lang tid med kaffelugt ud til hans overraskende store flyver. "Se sæl'" sagde han med sin sønderjydeaccent, "Op med jer!"
Jeg havde jo valgt bare at lege med, så jeg gik op i flyet efterfulgt af Jonas og raketten og tidsmaskinen og dunken. Flyveren var på én eller anden måde mere rummelig indeni, end den var udenpå - tro det eller ej.
"Så letter vi!" udbrød han meget højt, på grund af manglen på højttalere, og så lettede vi sørme. Jeg havde ikke tænkt mig at udspørge Jonas om hans beslutning - jeg legede jo bare med ... men efter lidt tid begyndte flyet at pege meget lodret ned. Pludselig kom sønderjyden ind til passagérsæderne. "Halløjsuppe!" sagde han, "Nyder I turen ...?"
I det samme trak han Hellevadhatten af, samt jakken, og jeg opdagede pludselig, at dette ikke var en sønderjyde ... det var ...
"EMIL, DIN !@#¤€%&%!?" råbte Jonas meget temperamentsfuldt, "DU SNØD OS! DU DOBBELTKRYDSEDE OS!"
"Øh, hvad betyder det?" sagde Emil ret forvirret.
"At du snød os," sagde jeg bare.
"HVORFOR SKAL DU FORVIRRE MIG SÅDAN, JONAS, DIN !@#¤€%&%!?" sagde Emil, og så begyndte de to at skændes. Og det var da, jeg lagde mærke til, at vi var på vej mod jorden. Vi styrtede. Nu skulle vi dø. Så tæt på målet, og så skulle vi dø.

--

Jonas
19. DECEMBER
Mørke. Vi var omgivet af mørke. Alt var mørkt. "Er jeg død?" Tænkte jeg "Hvad sker der nu?" Tænkte jeg. Jeg mærkede en hånd ved min fod. Det var koldt. Mørkt og koldt. Jeg prøvede at gispe efter luft. Da gik det op for mig at jeg lå i noget vand et sted. Jeg mærkede hånden ved min fod igen. Den tog fat. Jeg blev hevet op. Alexander havde trukket mig op. Jeg hostede vand ud af mine lunger. Jeg hostede noget mere. Alt dette var nok kun sket i få sekunder. Jeg kiggede mig omkring. Jeg kiggede på Alexander. Jeg kunne mærke at han skulle til at komme med en dårlig joke, men jeg holdt ham for munden. Dette var ikke tidspunktet! "Hvor er Emil?" Spurgte jeg Alexander. Jeg holdt ham stadig for munden. Han pegede ned mod vandet. Jeg havde ikke tid til at fokusere på Alexander, nu. Selvom at Emil nok lige havde prøvet at dræbe Alexander og jeg, så havde jeg stadig engang været hans ven. Ingen, selv ingengang min største fjende(her refereres til Poul B. Assemann, Sherlock Scones Grandfætter.). Jeg hoppede ned i vandet. Jeg kunne ikke se noget. Vandet var helt mørkt og mine briller lå sikkert nede på bunden sammen med Alexanders briller og sikkert også Emils briller. Jeg dykkede ikke længere. Jeg sank bare. Jeg fumlede med hænderne, som man gør når man går i mørke. Jeg kunne mærke noget. Stof. Emils frakke. Jeg rev den store sorte frakke af ham. Den var desuden også virkelig grim. Jeg kunne intet se, men jeg kunne føle. Jeg var(og er stadig) også en enormt dårlig dykker, jeg kunne ikke holder været længere. Som jeg havde gjort før, gispede jeg efter luft. Jeg slugte alt det beskidte vand jeg fik i munden, da. Jeg prøvede nu at hoste og prøve at få vandet ud af mine lunger. Det resulterede i at jeg fik mere vand i lungerne. Jeg havde ikke længere nogen kræfter. Det summede i mit hoved. Jeg prøvede at svømme op med den tunge krop som tilhørte Emil. Med den ene hånd famlende efter noget og den anden hånd på Emils mave prøvede jeg at komme op. Jeg kom ikke op. Det blev mørkere og mørkere. Nu kunne jeg mærke noget. Der var noget der rørte min hånd. Jeg klemte fast i det. Det trak mig nogenlunde op. Jeg fik mit hovede op ad vandet. Jeg havde ikke tid til at hoste vand ud af lungerne. Jeg prøvede at kravle op på den lille platform som personen stod på. Jeg fik slæbt Emil op også. Jeg gav ham en heimlisch manøvre. Da alt vandet var røget ud af vores begge lunger stønnede jeg til personen som havde hevet os op "Tak... Tak... Alexander." Jeg kiggede nu på ham. Eller... Jeg kiggede på der hvor at han burde have stået. Jeg kunne først høre et råb med et langt ekko "SELV TAK! ELV AK! LV AK! LVK! lvk... lk... k" Hvor var Alexander? Jeg spændte den bevidstløse Emil fast til en pæl på platformen, som viste sig at sidde fast til noget fast land. Jeg gik ind på landet. Man kunne se en kæmpe bygning længere inde på landjorden. Jeg så på skiltet. "Tophemmeligt N.A.S.A område." Vi var så ufatteligt hellige på denne tur. Jeg begav mig ind imod bygningen. Det føltes helt som jul. Hver jul plejede jeg nemlig at drukne. "Når Alexander kommer tilbage fra det sted han nu har været skal han passe på dig, Emil.... Sagde jeg næsten mere til mig selv, end til den bevidstløse diktator. Jeg tog benzin dunken, som Alexander åbenbart havde ladet stå, med. Nu skulle de i rummet og vi skulle hjem til kære Andby... Eller...

--

Super Duck Boy:
20. DECEMBER
Engelsk. De første ord, jeg hørte, var på engelsk. Engelsk med den dér skandinaviske accent, der havde irriteret mig på hele rejsen. Det var tåget for mine øjne, så jeg kunne ikke helt se, hvor jeg var. Så så jeg PapiDammi. Ham tror jeg, jeg har beskrevet fint nok allerede. Han stod der og så triumferende ud. Han havde en eller anden pistol i hånden. "PETRIFIER 3.000" stod der på dens side.
"Er du allerede vågen?" sagde PapiDammi - de var de første ord, jeg hørte. Han tog pistoldimsen op i hænderne.
"Bras," sagde han og kylede den fra sig, så den blev destrueret i et kæmpe brag, "Din bevidstløshed burde have varet længere. Nå, men så må jeg jo bare gøre det, mens du er svag."
"Hvad mener du med 'det'?" spurgte jeg febrisk. Han kiggede lumsk over på mig og sagde:
"Ha, ha, ha ... jeg vil såmænd bare tage dig med til Andby, anno 2016. Så kan jeg tage ham din lille grønspætteven med i købet, nu hvor jeg er ved at trolle Emil."
"Vil du trolle ... Jonas?" sagde jeg vredt. Nu havde jeg efterhånden rejst så meget rundt med Jonas, at jeg ikke kunne lade PapiDammi trolle ham. Emil var jeg egentlig ligeglad med. Nu forsvandt tågen fra mine øjne, og jeg opdagede, at jeg befandt mig i N.A.S.A.'s base. Det kunne jeg se, fordi N.A.S.A.-logoet var praktisk talt overalt. Jeg drejede hovedet lidt og opdagede pludselig en blå telefonboks.
"Ja, ja, det vil jeg," sagde PapiDammi endelig, "Nå, nok om dét. Vil du med på tur i min TARDIS?"
Nå, jo! TARDIS! Det var dét, den hed! tænkte jeg. Dér, midt i min aha-oplevelse, kom jeg til at sige: "Ja."
"Dygtig hund," sagde PapiDammi. Ærligt talt var jeg træt af at blive kaldt en hund. Derfor opdagede jeg heller ikke, hvad jeg havde sagt ja til.
"Så kom med," sagde PapiDammi som en anden skurk. Jeg fulgte ham blindt. Jeg var stadig hypnotiseret af mine egne tanker. Han greb min hånd hårdt. Først da, i hans blæksprutte-agtige greb, opdagede jeg, hvad jeg var gået med til.
"NEJ, DIN SKØRE PSYKOPAT!" råbte jeg pludselig og prøvede at vriste mig fri, "HVAD HULEN ER DET, DU HAR GANG I!!??"
"Du sagde altså ja," sagde han bare koldt. Jeg kunne ikke vriste mig fri. Lige pludselig kunne jeg mærke, at hans greb slap mig.
"Jeg har glemt Emil!" sagde PapiDammi, som om det var det vigtigste i verden, "Han skulle også med!" Han skyndte sig ud af rummet og opdagede ikke, at min redning lige var dukket op: Jonas - inklusive brændstofdunk! Hold da op, han forskrækkede mig. "ACK!" udråbte jeg.
"Hej, Alexander!" sagde Jonas, "Så kan man kende dig igen. Skal vi så smutte op og redde Armstrongs månemission?"
"Ja!" sagde jeg så heroisk, som jeg havde lært i skolen, "Men vi må skynde os; PapiDammi er lige i hælene på os!"
Så skal jeg da lige love for, at vi fik platfødderne på nakken. Vi skulle redde Armstrongs månemission. Med brændstof. Men jeg kunne mærke, at det gjaldt Andby bagefter ...

--

Jonas:
20. DECEMBER
Jeg kunne mærke at Alexander var bekymret. "Er der noget i vejen, Alexander?" Spurgte jeg "Næh" svarede han "... Udover det faktum at hele Andby nok snart FULDSTÆNDIG stopper med at eksistere..." Han blev mere sur- "din... Klaptorsk!" Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på. "Undskyld... Undskyld, Alexander!" Jeg følte mig virkelig dum. "Undskyld, Alexander, jeg føler mig bare så dum nu..." Alexander svarede bare koldt "Du er dum... Men kan du ikke løbe lidt hurtigere?" Jeg stoppede midt i det hele. Lagde mig ned. Krampagtigt. "Sådan en stor skæbne kan ikke hænge på mig..." Jeg gav ham dunken med brændstof. Jeg var helt smadret. Jeg var bange. Nervøs. Første gang i lang tid at jeg havde følt sådan. Hvis ikke førstegang nogensinde.
Jeg lå der på jorden talte med mig selv, da jeg så en stor skygge falde over mig. *SLAM-SLAM-SLAM-KASLAM!!!*

...

"Al... Alexander?..." Mumlede jeg "Alexander?" Jeg så en silhuet foran mig. "Ja?... Ja, Jonas?"
Jeg kunne intet se. "Hvor er vi, Alexander?" "Vi er døde, Jonas! Andby blev destrueret og vi døde med det!" Jeg gik helt amok. Jeg slog til alt, selvom at jeg intet kunne se. "DET VAR MIN SKYLD AT ANDBY GIK NED!!" "Slap... Slap af, Jo..." Stemmen ændrede sig efter et host "...Nas..." Det lød nu mere som... "Papi... Dimmi..." Jeg hørte et grin. "God hund!" Det var det Alexander hele tiden var blevet kaldt. Jeg hørte også Emils stemme. "Hvor... Hvor er jeg?" Derefter hørte jeg en anden stemme "Det skal nok gå..." Det var en stemme der lød som... Som min... Min stemme... "Det er mig Jonas!" Han... Han udgav sig for at være mig. Jeg prøvede at råbe til Emil at det ikke var mig. Jeg kunne intet sige. Han havde bundet noget rundt om min mund... Jeg prøvede at komme fri. Jeg så nu silhuetten foran mig. Jeg lugtede noget. Jeg sov.
Da jeg vågnede havde jeg fået synet igen. Jeg kunne se at jeg var indbundet på en båre. Jeg skulle virkelige hoste, men jeg havde stadig en ting bundet rundt om munden. Jeg kiggede mig rundt. Der var ingen. Jeg vristede min arm fri. Tog mig til munden og bandt tingen fra min mund. Jeg gispede efter vejret. Bandt min anden arm fri. Derefter bæltet om maven. Så benene. Og til sidst fødderne. Nu var jeg fri. Jeg åndede ud.
Jeg gik rundt i PapiDimmis hus. Der var grimme vaser og billeder rundt over det hele. Billeder af Doctor Who. Vaser der lignede blæksprutter. Billeder af blæksprutter. Vaser der lignede Doctor Who. Jeg gik rundt i noget tid, indtil at jeg kom i tanke om at Alexander på et tidspunkt havde fortalt om PapiDimmis tidsmaskine. Blå. Telefonboks. TARDIS. Jeg gik ud i haven i søgen efter den blå TARDIS. Alt imens at jeg hørte de giftige fugle fløjte og de fem grønne måner stå højt. Jeg vidste ikke hvor at jeg var, men jeg vidste at det var liiiidt sært. Jeg så en blå ting inde i et krat. Kunne det være tidsmaskinen? Kunne det være TARDIS'en? -Næh, dette var blot en klam blæksprutte som lå og tog sol. En klam BLÅ blæksprutte. Det her sted gav mig myrekryb. Jeg kiggede ind i endnu et krat. Der var noget blåt derinde. "Sikkert endnu en klam blæksprutte!" Jeg tænkte "Og det ville jo nok give mest mening at de to havde taget tidsmaskinen med sig til Andby." Jeg kiggede ind i krattet. Der stod den. Dækket med mos. Jeg slog noget af mosen af. "Police Public Box" stod der skrevet over døren. Det var lige lovligt let at finde den. Er det her en fælde? Jeg tænkte mig godt om. Jeg gik alligevel ind. Jeg så ingen anden mulighed. Lige da man kom ind hang der billeder af den fjerde doktor. Da man lukkede døren stod der også "Den Fjerde Doktors TARDIS". Den lignede nu heller ikke den ellevte doktors TARDIS som man kendte den. Den her var meget mindre indviklet. Jeg så hen på nogle andre vægge. Der hang indrammede dokumenter. Jeg gik over til dem. På det ene stod der "Dono Moderator" på det andet stod der "Forvist fra Dono" på det tredje stod der "Spammeren fra Dono" og sådan blev det ved. En kæmpe lang række hen ad vægge. Det gav mig myrekryb. Jeg gik over til en af skærmene. Der stod en mail(note- oversat fra norsk): "Hej, 4. TARDIS. Selvom du har fyldt mig gennem tykt og tyndt, må jeg desværre forlade dig. Jeg fik fingre i den ellevte TARDIS her forleden og for at være helt ærlig er den meget federe end dig.
//Mr. Q." Det var derfor at den bare stod der. Selvfølgelig måtte de have taget den anden TARDIS.
Hvad nu med Alexander? Havde han tidsmaskinen på sig? Skulle jeg hente ham? Eller...?

--

Super Duck Boy:
21. DECEMBER
Vi skriver anno MMXVI (år 2016). Hele Andby er i ikke mere styret af Emil K. eller GumleAnden, alias Albert And, som jeg sæl' beretter ... lige nu. Thi PapiDimmi har undelagt sig hele byen ... hele den stolte by og alle dens stolte anbygensere indhyllet i PapiDimmis blæksprutteagtige kløer? Hersker der virkelig "ro" og "nyordning" overalt? Er alle de donaldistiske blevet PapiDimmis lydige slaver? Næh! Lige her, i et eller andet lille, ildelugtende fangehul har jeg netop vristet mig fri af PapiDimmis elendige knuder. Desværre er jeg hverken durkdreven eller uovervindelig, men jeg er da en slags frihedskæmper. Det sidste, jeg husker, er at blive slået ned af PapiDimmis blækspruttearme. Nu sad jeg nede i et mørkt, ildelugtende fangehul ... så naturligvis gav jeg mig til at lede efter en lyskontakt. Efter sådan cirka én time fandt jeg en kontakt, som jeg tændte for. Et slidt lys blinkede 665 gange, før det endelig tændte, og det var da også lige ved at give mig et epelleptisk anfald. Nå, ski' være med dét, tænkte jeg målrelt, Lige nu må jeg altså se at finde ud af, hvor jeg er.
Da mine øjne vænnede sig til lyset, opdagede jeg, at jeg var i en kælder, hvor der var SÅ MEGET GAMMEL OST OVERALT!! Det lå i kasser, så jeg mærkede det ikke, da jeg ledte efter lyskontakten, men det var nok dét, der gav dén stank. Jeg havde ærligt talt ikke lyst til at kigge på mere gammel ost, så jeg fortsatte Operation: Hvor Dælen Er Jeg Henne? Jeg kiggede bag mig og opdagede en blå telefonboks. Eller ... blå var den nu ikke. Den var meget misfarvet. Næsten som en gammel kat. Den var vist også meget gammel. Lidt nervøst åbnede jeg dens dør, som føltes, som om den kunne knække af hvert øjeblik, det skulle være. Da så jeg en masse små noter skrevet med en helt elendig håndskrift (Ja, jeg føler mig autoriseret nok til at bedømme andre folks håndskrift). Det så ud, som om de var planer for at vælte Donald.no. Pludselig blev jeg klar over, at jeg befandt mig i PapiDimmis kælder.
... Og pludselig kom jeg af en eller anden grund til at tænke på Jonas. Jeg havde fået denne her følelse af, at det var min opgave at beskytte ham, for dét kunne han åbenbart ikke selv finde ud af. Men dén tanke fik jeg ikke lov til at tænke længe, for før jeg vidste af det stod PapiDimmi triumferende bag mig.
"Ave," sagde jeg og prøvede at være morsom, "Ave Papi."
"Stop, jeg bliver smigret!" sagde han sarkastisk, "Jeg kan se, at du har fundet min TARDIS nr. 1. Dygtig hund. Min allerførste TARDIS. Hvor det dog vækker minder."
Nåååh, jo! Det hedder en TARDIS, tænkte jeg. Jeg glemmer altid, hvad sådan én hedder! Pludselig opdagede jeg, at PapiDimmi havde viklet sine blækspruttearme rundt om mig og trukket mig helt tæt hen til hans ansigt.
"Ha, ha, ha! Dén så du nok ikke, hva'? Naive køter," sagde han, "Du er også kommet godt og grundigt i vejen for mine planer. Men nu er de endelig lykkes! Andby er på vej ind i en ny æra! PapiDimmi-æraen! Ha, ha ha! Og ved du, hvad jeg har gjort ved din ven ... øh ... Jenka, hed han vist? Jeg har bundet ham til en båre, og han kommer aldrig fri, for mine knuder er fantastiske!"
Da gik min lunte. Jeg blev vred. Rigtig vred. Ikke bare, fordi PapiDimmi løj, så hans metaforiske bukser fløj, men fordi han havde kaldt Jonas for Jenka! Og dét ville jeg sørme ikke acceptere! Jeg tog en chance. Jeg bed ham i tentaklen hårdt og håbede, at det gjorde rigtigt ondt. Det gjorde det vist, udfra hans efterfølgende ordvalg ...
"AV FOR !@#¤£$%&?" råbte PapiDimmi og løsnede sit græb nok til, at jeg kunne glide igennem. Jeg skyndte mig af da af sted. Jeg vidste godt, at Jonas ikke var bundet til dén båre mere, men jeg vidste, at han måtte være her i huset et sted. Hvordan vidste jeg så dét, spørger du. Tjah ... jeg kunne bare mærke det. Jeg løb og løb og løb og løb og stødte ind i noget og løb og løb og løb og ... vent ... spol lige tilbage ... jeg stødte ind i noget. Dette noget var Jonas.
"ACK!!" nåede jeg lige at udbryde, idet jeg gled og snublede.
"Super Duck Boy ... ALEXANDER!!!" sagde Jonas, som om jeg lige havde reddet hans dag, "Det var lige præcis dig, jeg håbede på at se!!"
"I ... lige måde, Jonas ..." sagde jeg forpustet.
"Har du stadig tidsmaskinen?" spurgte Jonas spændt.
"Tja, jeg har den vist stadig i min lomme," sagde jeg og blev klar over, at det nok var et ret idiotisk sted at ligge en tidsmaskine. Alligevel mærkede jeg efter i min lomme, og dér var tidsmaskinen, som havde forårsaget alle vores kvaler. Alligevel, og selv om jeg godt vidste, at den var der, føltes det lidt som sådan noget, der kun ville ske i en julekalender.
"Godt, lad os så redde Armstrongs månemission, inden det er for sent," sagde Jonas stolt og lettet.
"Nå, har du stadig brændstoffet?" spurgte jeg Jonas bekymret, og det så pludselig ud, som om der gik et sæt igennem Jonas.
"Brændstoffet ... det er stadig i 1969 ..." sagde Jonas meget hurtigt og bekymret, "og hvis ikke jeg tager meget fejl, har PapiDimmi taget os med til 2016 ... eller ét 2016, hvor Andby er blevet hans, og han har trollet Emil godt og grundigt! Og brændstoffet står stadig på ét bestemt punkt inde i en NASA-facilitet i 1969!!"
"Jamen så tager vi vel bare til 1969 og færdiggør det, vi startede!" sagde jeg. Det kunne vel ikke være mere enkelt ...? Jonas' ansigt blev pludselig meget lille. "Nå, jo ..." sagde han, "ALEXANDER, KAN DU SÅ SE AT KOMME I SVING?!?!"
Nu blev jeg kommanderet med igen. Men han havde vel ret. Jeg tastede 1969 ind på tidsmaskinen og omfavnede apparatet, og snart var vi igen oplsugt af et ormehul ...

...

KLONK!
Et metalgulv. Brændstof. Jonas. N.A.S.A.-logoer ... vent, spol lige tilbage ... brændstof! Vi var på én eller anden måde endt lige dér, hvor vi skulle være! Det var vist et julemirakel af format. Jeg rejste mig op, tog brændstoffet og råbte:
"JONAS, DET ER ET JULEMIRAKEL!!" Jonas rejste sig. Han mumlede: "Dygtig hund ..."
"Tak ... tror jeg," sagde jeg. Nu var jeg træt af at blive kaldt en hund.
"Du er vel ikke ... PapiDimmi, vel?" sagde Jonas lidt nervøst.
"Selvfølgelig er jeg ikke PapiDimmi!" smilede jeg, "Jeg er Alexander. Den samme, mærkelige Alexander, der siger 'ACK!' og sætter mellemrum foran tøveprikkerne og i det hele taget er mærkelig, som jeg altid har været!"
"Så skulle dén vist være på plads," sagde Jonas, "Nå, skal vi få Armstrong op i rummet?
"Dét kan du lige tro!" sagde jeg. Så løb vi. Det kan godt være, at der ventede et post-apokalyptisk Andby hjemme i fremtiden, men ærligt talt var jeg ligeglad lige nu.

--

Jonas:
22. DECEMBER

Vi løb. Ned ad den ene korridor efter den anden. Det var lange, grå, kedelige korridorer. Vi løb... Eller- jeg haltede nærmest og Alexander hoppede. Det var svært at løbe på alt det vi havde oplevet hele denne Decemb-- jeg mener September. Jeg havde gjort alt forkert, ligesom jeg havde gjort alle December'e, det var dét som jeg ville definere som julestemning: folk der havde for travlt med jul, da de brugte hele deres jul på at ryste på hovedet, af mig.
Tiden var stoppet, men vi hoppede videre på gangene. Mine fingre borede sig helt ind i brændstof-dunken. Det gjorde ondt, men det fik mig alligevel til at forholde mig roligt. Vi hoppede med fuldt hastighed ned ad de lange mørklagte korridorer. Jeg skulle virkelig hoste, men det var der ikke tid til. Når man befinder sig på sådanne stille, mørke korridorer, kan man ikke undgå at tænke. Tænke så meget at tankerne hober sig op inde i dig. Jeg var begyndt at tænke på at jeg havde tænkt alt for meget, da tiden lige pludseligt begyndte igen. Som en CD som bare bliver stoppet. En af dørene åbnede. Hurtigt og let. Alexander nåede lige at få døren i hovedet. Jeg har før ikke ville ladet kommentere blod, men jeg kan ikke undgå at kommentere det her. Alexander lå nede på gulvet helt begravet i blod. Alt det blod, bare forsaget af én dør. Jeg satte mig på gulvet ved siden af ham. "Herregud, Alexander... Er du okay?" Jeg så ned på dem krampende Alexander. Han pegede op over mig. Det var sjovt at han gjorde det, for jeg havde faktisk bemærket en stor skygge over mig. Jeg nåede lige at kigge op, inden at jeg fik en stor blod klat i hovedet. Det varme, metalsmagende blod, fyldte hele mit ansigt.
Det var ikke Alexander der blødte, det var vedkommende der havde åbnet døren. Jeg tørrede mine øjne. "Armstrong?" Jeg kiggede på den store røde skikkelse. "Der kom I... Jeg havde frygtet at I ikke ville møde op igen!" Alexander rejste sig op. "Du er jo helt bladet i blod, hr. Armstrong." Vi kiggede begge på Armstrong. "Nå det... -Det er... Ja altså... Vi skulle jo have en til at prøve vores halloween-kostume..." Nu forstod jeg "Ser det ægte ud?" Alexander svarede "Du skulle bare vide!"
Armstrong slæbte os med ud i et andet hus. Det lignede nærmest et skur, udefra. Men indefra... Indefra var det fyldt med alt muligt hightech-grej. "Ej hvor er det bare seeeeejt!" Måtte jeg udbryde. "Må jeg røre?" Armstrong rystede bare på hovedet og hev ned i sin skjorte, som han havde skiftet til. "Betyder det ja?" Jeg begyndte at tage ting ned fra hylderne. "Hvad gør denne?" Alexander tog den ud af hånden på mig og stillede den tilbage på hylden. "Hvad gør denne, så?" Den tog Alexander også ud af hånden på mig. "Er det en af de der "tamagothi'er"? -Kult! Sådan en har jeg altid ønsket mig... Jeg havde faktisk en dag jeg var fire år!" Jeg tog den ned fra hylden. "Hvad for en?" Spurgte Armstrong irriteret. Han vendte sig om. "Nej den der... Der er vores--" han vågnede lige pludseligt meget mere. "VORES S. R. A. T(Secielle-Raket-Affyre-Tingenot)!!! LAD VÆR' MED AT TRYKKE PÅ DEN!!!" Jeg hostede lidt akavet, i dette dramatiske øjeblik. "Det har jeg allerede gjort..." Både Alexander og Armstrong gik helt bananas. "Slap af..." De kiggede dumt på mig "Det var bare en joke!" De havde tydeligvis ingen humor. Armstrong foretog sig alle hans "sikkerhedstjek". Derefter slog han tre gange under bordet og sagde "10-9-13" "hedder det ikke 7-9-13?" Spurgte jeg. Alexander tyssede på mig "Det er en ældgammel amerikansk tradition."
Vi var næsten klar, vi manglede kun en man til at sidde tilbage i kontrolcenteret og styrer hele turen. "ERIK!!!! KOM LIGE!!!!!!!!(udråbstegn, udråbstegn)!!!" Der kom en høj tynd lyshåret fyr ind i skuret. "Skal han ikke hedde Houston?" Spurgte jeg Armstrong. Erik rakte sin hånd hen imod mig, i hånden havde han et lille skilt "NASA - Erik L. Houston."
...
Vi satte os ind i raketten. Man gik vandret ind i den. Sæderne var behagelige, de føltes ligesom sæderne i Andby-bio. Popcorn'ene manglede bare. Da vi skulle til at begynde lift off, måtte jeg også spørge Armstrong om popcorn... Han blev vist bare irriteret. Pladserne var fordelt sådan at Armstrong sad i midten og vi to ænder fik gangpladserne(hvis der altså var en gang), for så ville det være lettere for os at komme ud på toilettet. Det behøvede Armstrong ikke. Han kunne bare blive siddende. Der var heller ikke noget toilet... -Eller jo... Du brugte din rumdragt. En dragt som havde kostet flere millioner dollars at fremstille, skulle vi bare ødelægge. "I skal ikke tænke på det!" Havde Armstrong bare sagt.
Desuden var der også andre med i skibet, men vi snakkede ikke rigtigt med dem.
"Du, Armstrong, er det sandt at månen er lavet af ost?"
"Hold din mund, Jonas!"

--

Super Duck Boy:
23. DECEMBER
Højt. Højt oppe over jorden. Højere end i flyvemaskinen. Og dét er altså højt! Nu sad vi altså heroppe - i en rumraket, og vores mission var jo egentlig fuldført. Men jeg skulle altså sådan tisse! Og når jeg skal tisse, ser jeg ikke nogen mission som fuldført!
"Tis i rumdragten," havde Armstrong sagt, "Skidt med, at den har kostet os flere millioner dollars. Når man skal, så skal man altså." Altså tissede jeg i rumdragten ... ah, sådan. Så virkede missionen mere eller mindre fuldført. Eller vent ... ikke helt ... det føltes, som om der var et eller andet, vi havde overset. Nå, men dét var der altså ikke tid til at tænke på nu, for ...
"Houston, vi har et problem!" sagde Armstrong pludselig. Hvad problemet var, anede jeg ikke, men jeg tænkte alligevel:
Tænkte jeg det ikke nok? Eller vent, det gjorde jeg jo ikke! Det sagde de jo på Apollo 13, og ikke Apollo 11! Hvad mere er, så sagde de det ikke engang i nutid! De sagde faktisk: "Houston, vi har fået et problem her"! Så ... hvad kan det be-- Videre i mine tanker nåede jeg ikke, før jeg opdagede det omtalte problem ...
"Uddyb," bad Erik L. Houston, og dét gjorde både Jonas, jeg og Armstrong i munden på hinanden:
"DIMITRI!!!" Llidt efter fortsatte Jonas og jeg: "Øh ... a.k.a. PAPIDIMMI!!"
"Hva' så dér?" fik vi som svar. Foran os stod en lettere kvæstet PapiDimmi, der tilsyneladende var fanget i år 2000 med hensyn til slang. I dét øjeblik havde jeg så mange spørgsmål: Hvordan var han kommet hertil? Hvorfor havde han alle de skrammer? Hvad var hans foretagene her? Var det i det hele taget ham? Stiller jeg for mange spørgsmål? Er månen lavet af o--
"Tak, Alexander, så er det nok!" sagde Jonas, "Du tænker højt ... igen." PapiDimmi bevægede sig tættere på. Hvorfor aner jeg ikke - nok så vi bedre kunne se hans 'smukke' og 'fantastiske' tentakler.
"Hvor er jeg glad for, at du spurgte," begyndte han, "Skrammerne fik jeg, fordi jeg trollede Emil. Snuppede hans Andby. Så'n er dét bare. Ham Emil har tilsyneladende en ret så kort lunte, så han begyndte at slå løs på mig. Hvorfor kom jeg hertil ... joh, for at trolle jer, astronørder. Jeg har nemlig ikke tænkt mig at stoppe i Andby. Næh, jeg vil også overtage Månen! Ha, ha, ha!! Og ja, det er mig. Og ja, du stiller for mange spørgsmål. Og --!"
Længere nåede PapiDimmi ikke, da Armstrong pludselig overfaldt ham. Selvfølgelig uden hverken han eller PapiDimmi ramte instrumentbrættet - sådan noget lærer man nemlig på astronautskolen. Armstrong var rasende. Han var rød i hovedet. Han skar tænder. Og som om det ikke var nok, sagde han:
"Jeg aner ikke, hvad 'at trolle' betyder, men du får ostenmånenmig ikke lov til at kapre min månemission!" Armstrong tog PapiDimmi i ét eller andet karategreb. Selvfølgelig uden at ramme instrumentbrættet med den kvæstede PapiDammi - sådan noget lærer man nemlig på astronautskolen. Lige umiddelbart derefter smed Armstrong PapiDammi over til Erik L. Houston, som greb ham på den måde, han havde lært det i astronautskolen.
"Smid ham ud som rumskrald," sagde Armstrong, "Han har gjort mig vred."
"Det gjorde du også med kaffemaskinen i sidste uge," indvendte Buzz Aldrin, som vi overhovedet ikke havde lagt mærke til, for hvem lægger mærke til Buzz Aldrin?
"Gør det nu bare, Houston," sagde Armstrong, der var ved at være træt af livet. Houston gjorde, som Armstrong beordrede, og så var vi af med PapiDimmi ... håbede vi. Jeg kiggede ud ad vinduet efter ham, og jeg nåede lige at mundaflæse enten "Jeg vil tage HÆÆÆÆÆÆVN!!!" eller "Månen er lavet af --", inden han hjælpeløst svævede ud i rummets mørke intethed ... men han kan sikkert trække vejret i rummet, så det er nok alligevel lige meget.
... Og så var der stille inde i Apollo 11, der var så lille i forhold til det store, mørke intethed, som vi kalder universet, inden Buzz Aldrin igen afbrød mit tankespind ved at sige:
"Han var altså ingen kaffemaskine." Nu var jeg snart ved at være træt af Buzz Aldrin, og havde egentlig lyst til at gøre det samme med ham, som Armstrong gjorde med PapiDimmi, men det fik vi ikke tid til, for inden jeg havde set mig om, sagde Houston:
"Vi lægger an(d) til landing!" Man bruger tilsyneladende ikke særlig lang tid på at lægge an(d) til landing i N.A.S.A., for 45 sekunder efter var vi på månen ... og så blev der travlt inde i den lille Apollo 11.
"Så er det i gang, manne! Guldplade, flag, kamera, og ikke mindst vindmaskine! Tjep, tjep, tjep!" beordrede Armstrong. Vindmaskinen, for resten, havde de taget med, for at deres USA-flag skulle kunne blafre. Amerika er jo en stolt nation, ved du nok.
Midt i al travlheden spurgte jeg Jonas:
"Skulle vi ikke se at tage tilbage til ... du ved, fremtiden? Vi har vel ikke mere at gøre her, vel?" Jonas kiggede på mig vredt.
"Du sku' skamme dig over dine filmreferencer," sagde han dystert, "Men du har nok ret ... hov, vent ... vi skal først lige ordne noget." Jonas tog en lap papir og en rød pen frem fra sin lomme. Han skrev noget på papiret og viste det til mig. "God tur hjemad, drenge! - Jonas" stod der.
"Kom så," sagde Jonas, "Skriv dit navn." Lidt fortumlet tog jeg pennen og skrev med min elendige håndskrift: "... og Alexander". Jonas tog papiret fra mig og lagde det på Houstons stols armlæn.
"Så er vi klar," sagde han målrettet, "Gør, hvad du er bedst til, Alexander." Jeg tog tidsmaskinen frem, tastede datoen "24.12.2015" ind på displayet, og skulle lige til at omfavne apparatet, da Jonas spurgte:
"Hvorfor lige dén dato?"
"Tjah, det er jo kun jul 'jen gang i æ' år," sagde jeg og omfavnede apparatet. Lige inden ormehullet opslugte os, nåede vi at vinke til astronauterne. Jeg nåede ikke at se, om de vinkede tilbage.

...

PSSSSSSSSSSSSHHHHHHHHHHHHHH!
Det var da mærkeligt, tænkte jeg, Sådan plejer det da ikke at lyde, når vi foretager et tidshop. Alt er også så ... blåt. Måske jeg skulle kigge ned. Dét gjorde jeg så, og da opdagede jeg, at vi var i luften.
"Jonas," sagde jeg bekymret, "Vi skulle måske have ventet med at rejse i tiden, til vi var landet."
Jonas svarede ikke, så bare på mig med et vredt blik.
Lyden fortsatte: PSSSSSSSSSSSSSSSSHHHHHHHHHHHHH!! Videre og videre nedad faldt vi. Tjah, nu skulle vi vist dø ...
... HVIS IKKE DET VAR, FORDI DER TILFÆDLIGVIS FINDES NOGET, DER HEDDER FALDSKÆRMSUDSPRING!!
Jonas var den, der opdagede faldskærmsudspringeren. "Må vi lige låne dig," sagde han til hende. Ja, det var en hun. Hun snakkede ikke vores sprog, men nikkede bare. Så lånte vi hende. Nu gik det nedad, bare langsommere, indtil vi trygt landte i ... Andby Sø ... øh, mose.
Så var vi tilbage.

--

Grønspæten:mig:
24. December

(Det er først nu at jeg kommer i tanke om at jeg nok bør skrive i nutid - men lev med det)
(Desuden har ingen af disse skænderier noget med virkeligheden at gøre - det er alt sammen tåbeligt fiktion)

Hende den russiske faldskærmsudspringer var vist ikke glad for at vi styrtede mod mosen. Hun skreg op om alt muligt på et sprog jeg ikke helt kunne forstå... Tysk. Tyskland havde altid sagt mig noget. NaziTyskland... Jeg befandt mig vist i NaziTyskland. Hvor jeg vidste det fra er jeg stadig ikke helt klar over, måske skyldtes det de lange røde, sorte og hvide bannere. Det var mørkt. Meget mørkt. Der var ild i hele byen. Nedad den øde gade kom to silhuetter. Der var ild i alt. De førnævnte bannere var nu store flammer. Hele den mørke gade fik et skræmmende skær fra alt ilden i husene. Alle husene. Silhueterne kom nærmere. Nærmere. Og nærmere. Jeg tænkte på at gemme mig. Jeg tænkte på at gemme mig. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke gemme mig bag noget, for det omtalte noget var ikke at finde. Der var ild i alt og jeg spiser normalt flæskesteg til jul, ikke flamberet and.
Ligesom jeg troede at det var værst gik Silhueterne lige forbi mig. De kunne ikke se mig, jeg kunne se dem, men jeg kunne ikke integrere med dem. Jeg kunne høre hvad de sagde og da de gik forbi en af de mange flammer fik jeg et glimt af deres ansigter. En meget kendt diktator, hvis navn ikke må nævnes (Voldemort) og en lille klam håndlanger... Det lignede det ihvertfald til at starte med, men da de kom forbi en anden af de mange flammer så jeg deres ansigter igen. Nu så de anderledes ud. Den ene var en and med gammeldags tøj. Den anden, en blæksprutte lignende ting. Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på hvad eller hvem de lignede... Kulisserne havde også ændret nu. Nu kunne jeg genkende området. Andby hovedgade... Eller det der havde været Andby hovedgade. Bannerne var ikke røde længere. De havde ikke et svastika i midten længere. -Næh, de var nu blå og hvide, med et lille gult skilt i midten af den hvide cirkel. Et velkendt skilt... H.A.P.-skiltet... Nu blev jeg rigtigt rigtigt bange... Det gik op for mig hvad det her var. -Det var en drøm... Et syn... Fremtiden? Fremtiden i det der ville være nutid i denne situation. Nu kunne papidimi se mig. Han pegede på mig. Emil opdagede mig også pludseligt. De begyndte at jagte mig. Jagte mig langt. Hele vejen til mosen. Jeg hoppede i den og håbede på at drukne og blive fri fra dette mareridt.
...
Jeg lå på noget sten. Jeg hørte en masse tyske bandeord. En masse. Tysk. Bandeord.
Jeg regerede dog mest da jeg hørte ordet "köter". Det kunne selv jeg regne ud hvad betød. Alexander blev rasende. "SÅ ER DET NOK!!! SÅ ER DET NOOOOOOK!!!! JEG ER IKKE NOGEN KØTER ELLER HUND ELLER HVAD I PRIMITIVE TABERE KALDER MIG!!!! HVORFOR REDDEDE JEG DIG OGSÅ FOR AT DRUKNE???"
Tyskeren blev tavs.
Nu åbnede jeg mine øjne.
"Hej, Alexander!" "JONAS!!? DIN FEDE... Æhhhmm... Undskyld... Øøhm... Jeg fik dig reddet... Jeg troede at du var død... Jeg kunne ikke mærke din puls og det hjalp slet ikke på hjertemassagen med den pokkers tyskers dumme ord!" Alexander havde en blanding mellem et nervøst smil og en rasende grimasse.
Vi efterlod tyskeren længere inde i byen. Gaden var øde. Der var ild i alt. Jeg havde ikke tid til at fortælle Alexander historien og jeg har heller aldrig rigtigt fået tænkt på at sige det til ham siden. Jeg var bange nu... Den samme situation som i drømmen... Der manglede bare liiige... Der kom to silhuetter hen ad gaden. Der var intet sted at gemme sig. Jeg var stadig bange, men dog ikke så meget alligevel da jeg lige havde fundet ud af at jeg var synsk... Sådan nogenlunde! Men kunne det virkeligt være Emil og Papidimi der kom gående der? Jeg kendte ihvertfald silhuetterne... Det var en stor fyr og en mere velkendt silhuet.
"Benja og Kalle" hviskede jeg til Alexander. "Er du sikker?" "Næh!" Svarede jeg og skubbede Alexander imod dem. Alexander var bange. Man kunne se på Kalle og Benja at de var klar til at tæve alt og alle. Den store beluffede fyr udbrud et råb "SUPER AND FYR!!?!!? VIRKELIG?!!?!! ER DU UDE PÅ AT SABOTERE OS, TABER?!?! ER DU UDE PÅ AT ØDELÆGGE HELE SLUTNINGEN TIL DENNE JULEKALENDER!?!!?!"
Alexander skreg rædselslagende tilbage til mig "Se... Jeg-Jeg sagde jo... At... At han ikke kan... Li-gulp-lide mig, jo...!" Det var først nu at de to gutter så mig.
"Jeg troede at du var skredet, Sir Kalle...?" Jeg legede vist lidt for meget med ordene.
"Jeg var... Men så havde Andby brug for min hjælp og jeg kom tilbage og tilsluttede mig Benja's modstandsbevægelse!" Jeg så en mulighed. "Må vi være me--" "Nej... Ikke så længe at det er et "vi" jeg vil gerne have dig med, Jonas, men ikke ham dér." Han pegede på Alexander. Kalle fortsatte "Desuden er "Må vi være med" en temmelig pattet sætning!" Han var åbenbart blevet sej, hva'?
De var gået nu. "Hvad gør vi så, Jonas?" Jeg havde næsten givet op. Næsten. "Vi spørger Emil om han mangler hjælp... Problemet er nok ikke Emil... Problemet er Emils storhedsvanvid, Papidami malker det... PAPIDAMI er problemet!" Vi blev enige og tog straks til det ødelagt palæ for Emil Knarand. Vi gik ind i den meget mørke sal. Der sad ingen på den hærgede trone. Der måtte have været en form for kamp sket herinde. Der kravlede en skikkelse frem fra mørket. "Ææææææææøææøøøæø... De der, Emil, deres kongelige højhed, hvad gør vi ved dem, Emil, deres kongelige højhed?..." Emil ændrede sin stemme, som desuden var blevet meget lysere. "Vi-vi-vi... Jeg er bange, Emil. Du burde være konge Emil. Vil de ikke nok?" Han ændrede stemme igen. "Jeg ventede kun på at de ville spørge, Emil, deres kongelige højhed... Jeg mener 'trælle Emil' Hargh!" Jeg hørte ikke om det sidst var et host, et grin eller en blanding. Han var ihvertfald blevet sær. "EMIL!!! KOM TIL DIG SELV, EMIL!!!" Jeg holdte en lille pause "... Snak lige som den gode gamle Emil, tak, "gollum"!" Han blev selvfølgelig sur over at jeg kaldte ham Gollum, men han ville gerne tale som den "normale Emil". "Jonas... Dette betyder ikke at jeg ikke hader dig længere, men jeg kan ikke gøre noget ved dig... Jeg har ingen vagter til at føre dig og din ven væk... Det var...? Tror kun at jeg kendte dig under det navn Papidami (*host* den taber *host*) kaldte dig... "Køteren"...?" Alexander var lige ved at gå op til ham og give ham en huskekage(hvem kan ikke lide kage?), men det lykkedes mig at holde ham tilbage. Jeg rakte ham også en snikckers, så han lige kunne blive sig selv igen... "Emil...? Vil du ikke nok stoppe alt dette? Så er der ingen problemer længere og vi kan alle pille Papidami ned sammen... Vi ved at han vil tage hævn...!"
"Nope! Næh! Nejdak! Aldrig! Glem det!..." Han holdte en pause "Det var desuden jer der startede... Lige før at I kom gik alt helt fint!... Nu har jeg ingengang fået tid til at se den nye Star-Wars film..."
"Kom vi går nu, Jonas... Der er intet at gøre... (M)anden er drevet til vanvid og det vil kun blive værre... Suk!"
"Faktisk har jeg også fået en idé... Jeg så vist en velkendt and på en plakat her i byen... Der er vist sat en dusør på hende..."
"Vil du have dusøren, eller vil du bare gerne tilføje det så hun virker meget mere rebel-agtig?" "Det sidstnævnte, selvfølgelig!"


--

Fortsat af Super-Ande-Fyr:
Jeg stod længe og så mærkelig ud foran Jonas. Han havde netop fortalt mig, at han et eller andet sted havde set en efterlysningsplakat med en noget så anderledes pig—kvind—AND, som jeg så åbenbart burde kende. Jonas havde åbenbart fattet signalet.
”Du aner ikke, hvad jeg taler om, vel?” spurgte han mig alvorligt. Jeg rystede voldsomt på hovedet, akkurat ligesom en hund.
”Du skal da også have skåret alting ud i pap!” svarede han vredt, altimens han hev fat i min komplet uforberedte hånd og løb af sted igennem de post-apokalyptiske Andby-gader.
”Du kunne jo bare nøjes med at vise mig plakaten,” indvendte jeg, ”Det ville spare os for en masse tid! Så behøvede du ikke at finde pap eller en kniv eller at skære i førnævnte pap! Og desuden behøver du altså ikke at være så voldso—” Pludselig strammede Jonas grebet om min hånd og råbte af sine lungers fulde kraft:
”KAN DU SÅ HOLDE BØTTE, ALEXANDER, DIN KØTER?!?” Med ét tav jeg. Jonas havde åbenbart sat sig i hovedet, at han ville skære det ud i pap for mig. Men så gik det op for mig, at han lige havde kaldt mig en køter, og derfor skældte jeg ham ud, indtil vi stoppede op, og Jonas sukkede.
”Alexander, kig her,” sagde han og tog en efterlysningsplakat ned fra en lettere massakreret lygtepæl, der tilfældigvis stod på gaden.
”Må man godt det dér?” spurgte jeg. Det her så for resten ikke ud til at have noget som helst at gøre med ipapudskæringen, Jonas havde lovet.
”Jeg vil da blæse på, om man må det,” sagde Jonas med en fast tone, ”Det her er ikke det samme Andby, som vi er borgere i.” Han satte efterlysningsplakaten lige op foran snuden på mig. Det første, jeg lagde mærke til, var - ud over ”EFTERLYST” skrevet med stor, fed skrift øverst på plakaten - et billede af en ... skikkelse. En kvindelig én af slagsen. En and ... forhåbentlig. Fjerdragten var helt krøllet, og på næbbet sad der et par sønderknuste solbriller og en hat, der allermest lignede en sammenkrøllet, halvspist, militærgrøn pandekage. Tøjet – eller det, man kunne se af det – var revet i stykker og lappet sammen over det hele, så man næsten ikke kunne se, at det egentlig havde været en ganske komfortabel rød jakke engang. Alt i alt lignede det en overordentligt mere rebel-agtig udgave af ...
”Carosine? Skovdusse? Skumsprøjt ...? Øh ... Sherlock?” forsøgte jeg. Jonas rystede på hovedet hver gang, særligt da jeg nævnte Sherlock.
”Alexander ... kig en anelse nedad,” guidede Jonas, og da jeg drejede hovedet en smule i en vertikalt orienteret retning, opdagede jeg navnet på skikkelsen ...
”CHRI-FEM-TO-SYV-DOBBELT-V?!?!?” råbte jeg chokeret, skræmt og en lille smule overrasket, ”Hvad i HULEN er der sket med hende? Hvordan er hun blevet sådan? Hvorfor ligner hendes hovedbeklædning en sammenkrøllet, militærgrøn, halvspist pandeka—?” Længere nåede jeg ikke, da en skikkelse til højre for os pludselig sagde:
”Jeg kan høre, at du stadig bruger for mange kommaer, når du taler, Alexander, og vil du venligst holde op med at omtale min hat på den måde? Angående dine spørgsmål, dem tager vi senere. Åh, og hej, Jonas.” Foran os stod en skikkelse, der var helt identisk med den, der var på efterlysningsplakaten. Det måtte jo så betyde, at der var sket endnu en uforklarlig hændelse, der ellers kun ville ske i en julekalender ... og at personen er Chri527w, a.k.a. Christa.
”Øh, dav, Chri ...” sagde Jonas noget betuttet. Jeg sagde ingenting, selv om jeg egentlig ellers kender Chri ret godt ... men det gjorde jeg jo så ikke mere, da hun tilisyneladende var gennemgået et komplet makeover ... eller makeunder ... øh, en forvandling, så jeg ville lade Jonas føre ordet.
”Hvad er det så, jeg hører om jer to?” begyndte hun, ”Det er noget med, at I har forsøgt at rejse rundt i tiden og ændre på det ellers så skrøbelige rumtidskontinuum? Jamen dog. Og Alexander, du er blevet til en hund? Det kan jeg ellers ikke se.”
Dér måtte jeg bryde tavsheden.
”JEG ER ABSOLUT INGEN HUND ELLER KØTER ELLER VOVSE ELLER NOGET SOM HELST, ER DET FORSTÅET?!?!?” Det fik hele forsamlingen til at blive helt tavs i et ganske kort øjeblik, indtil Jonas afbrød stilheden med:
”Øh, hvor ved du alt det fra?” Chri kiggede på Jonas, som om han var dum. ”Øh, de der modstandsfolk, I snakkede med tidligere.” Et øjeblik var der helt stille. Så spurgte jeg endelig:
”Hvor ved du fra, at vi snakkede med dem?” Nu kiggede Chri på mig, som om jeg var dum. Hun svarede også, som om hun troede, jeg var dum:
”Chri-fem-to-syv-dobbelt-v ved alt, ser alt ...”
En lettere urobringende stilhed bredte sig over hele området, men pludselig udbrød Chri:
”... og stjæler alt!” Hun tog en kølle frem og slog os begge to ned – på samme tid, oven i købet – så vi blev bevidstløse.

...
...

Mørke. Lugt ... GRIM lugt! Lugten af hestehømhøm, for at være mere præcis. Da mine øjne havde vænnet sig til mørket, opdagede jeg, at jeg befandt mig i en hestestald sammen med Jonas.
”Hv-hvor er vi?” spurgte jeg Jonas dumt – jeg vidste jo godt, hvor vi var. Det lød for resten nok også lidt mere a la ”nor er ni?”, da jeg holdt mig for næbbet, da jeg spurgte.
”Chris palads,” svarede Jonas sarkastisk, ”En hestestald. Men der er en slående mangel på Chri.”
Jonas stod allerede op. ”Her lugter af hestehømhøm.” sagde han som en anden Quackten Tarrantino. Pludselig lagde jeg mærke til, at der lå en noget støvet lap papir på gulvet. Jeg tog det op, for det var vores eneste spor på nuværende tidspunkt.
”Se, hvad jeg fandt, Jonas!” sagde jeg begejstret. Det var jo jul, så lidt begejstret havde man vel lov til at være.
”Ih, skønt,” sagde Jonas og lød, som om nogen havde tisset på hans figurative sukkermad, ”EN LAP PAPIR! Hvad skulle dét nu gøre godt for?”
”Der står noget på,” sagde jeg. Det gjorde pludselig Jonas mere interesseret. Han snuppede papirlappen fra mig og læste:
”Kære tosser,
Jeg, Chri527w, har stjålet jeres tidsdingeling. Bare rolig, hvis mine beregninger er korrekte, kommer den tilbage om lidt. Jeg skal bare lige ... bruge den til noget. Indtil da må I nyde jeres tid sammen med mine heste. Dufter de ikke bare dejligt? Angående Alexanders spørgsmål, jeg er tyv. Jeg begyndte dette nye kapitel i mit liv, da jeg fandt ud af, hvad der var ved at ske med Andby. Jeg indså, at jeg kun kunne overleve og måske blive af med Papi, hvis jeg blev tyv. Ser I, jeg har mine metoder, og faktisk har jeg ventet på det øjeblik, hvor jeg kunne stjæle en tidsdingeling, så jeg endelig kunne levere nådesstødet til Papis rige. Min hat har jeg været nødt til at spise af. Det er derfor, den har visse ligheder med en pandekage. Og bare rolig, drenge, jeres tidsdingeling vender tilbage til jer sådan cirka nu.
Vh.
Chri527w”
Jonas og jeg stod og var forvirrede i noget tid. Forvirrede og forargede. Hun tog bare vores tidsmaskine! Uden at spørge om lov overhovedet! Hvor frækt! Men så begyndte vi at tænke noget nærmere over det, og vi fandt ud af, at Chri faktisk havde ganske gode intentioner. Hun kunne måske hjælpe os! Nu siger jeg ”vi”, men jeg mener selvfølgelig ”jeg”, for jeg kan ikke læse Jonas’ tanker. Og så faldt Chri lige ned oven i hovedet på os.
”Hej, drenge,” begyndte hun meget afslappet, som om hun ikke lige var landet oven i vores hoveder.
”Mff ...” var det eneste, jeg kunne få ud. Hun havde tilsyneladende taget noget tungt med sig.
”Her er jeres tidsdingeling,” sagde hun og smed tidsmaskinen ned foran næbbene på os. Og så var hun væk. Hvad hun havde tænkt sig at gøre, anede vi ikke. Det havde formodentlig noget at gøre med at gøre det af med PapiDimmi, men hvor havde hun tænkt sig at finde ham? Der var så mange spørgsmål, og så få svar. Vi kunne ikke engang kigge, hvad hun skulle i fortiden, for vi vidste ikke, hvor hun havde taget hen. Det eneste, der var at gøre, var at tage tidsmaskinen i lommen og følge efter hende. Og det gjorde vi. Begge to. Jonas og jeg tænker åbenbart synkront.

Mange timer var gået. Vi havde fulgt efter Chri i noget, der virkede som en evighed, men endelig var endestationen nået. Endestationen for både Chri, os og den anden, dumme modstandsgruppe. Dem kunne jeg ikke li’. De ville ikke have mig med, ergo kunne jeg ikke lide dem. Den viste sig desuden at være større end først antaget, da mange andre brugere stod rundt om de store kanoner, Benja og Kalle. Og endestationen var ... Emils palæ.
”PapiDimmi! Jeg udfordrer dig til du-du-du-duel!” sagde Kalle.
”Ti stille, Kalle,” sagde Benja eddikesurt.
Overraskende nok var den første person, der kom ud ad døren til det kæmpestore palæ ... Emil! Men bag ham var en meget skræmmende skygge. Den lignede nærmest en blæksprutte. Det kunne kun være én enkelt person:
PapiDimmi. Dér stod han og så umådelig stor, mægtig, klog og blæksprutteagtig ud, bag ved Emil, der virkede ubegribeligt lille til sammenligning.
”Jeg ser, hele forsamlingen er kommet. Hn, hn, hn ...” begyndte PapiDimmi. Hvorfor han troede, at ’Hn, hn, hn ...’ var nogen særlig god ond latter, ved jeg ikke, ”I er her jo alle sammen! Alle jer små møgunger! Og I har vist allesammen regnet den ud! Jeg har malket Emils storhedsvanvid! Jeg har malket det så meget, at koen er død, og jeg har været nødt til at malke luft! Jeg har malket denne fantastiske vanvid efter storhed så meget, at det nu er blevet muligt for mig at overtage hele Andby!-by!-by!-by ...”
Pludselig udstødte modstandsbevægelsen et stort, genlydende ”HVA’?!” Vidste de ikke engang, hvorfor det var muligt for PapiDimmi at overtage Andby? Det er den værste modstandsbevægelse, jeg nogensinde har mødt.
”Stop med at tænke højt derovre!” sagde et medlem af modstandsbevægelsen pludselig, ”Vi kan bare ikke engelsk!” For det første havde jeg tænkt højt ... igen, og for det andet viste det sig, at jeg havde taget fejl af modstandsbevægelsen. Det ændrede dog ikke på, at det var en dårlig modstandsbevægelse. At ikke ét eneste medlem kunne engelsk havde jeg svært ved at forstå. Men ... pludselig trådte Benja og Kalle frem.
”We can English!” sagde de, i munden på hinanden, med en ekstremt dansk accent. Passende, siden de stod overfor den mest accenterede blæksprutte, jeg nogensinde havde hørt tale. Alle de andre modstandsfolk flygtede for resten. Jeg nåede endda høre ét af dem skrige:
”Jeg anede ikke, han ville snakke engelsk!!!”
Pludselig trådte Chri frem. ”Må jeg gøre en indvending?” sagde hun på en meget fin og pompøs manér.
”Gør det endelig!” sagde PapiDimmi. Chri trak en meget rusten telefonboks frem. ”Betragt din første TARDIS,” sagde hun.
”Og hvorfor skulle jeg gøre dét?” sagde PapiDimmi ondskabsfuldt. Chri lukkede målrettet op for TARDIS’ens dør, men PapiDimmi så ikke den midste smule berørt ud.
”Dette, PapiDimmi, er min plan. Men faktisk er det dine planer. Dine planer for at overtage Donald.no. Men det lykkedes ikke. Jeg har nærstuderet disse planer og fundet ud af, hvad jeg skal gøre for at slippe af med dig.” sagde Chri ud i én køre.
Pludselig blev Papi nysgerrig, ”Og hvad er så dét?” sagde han.
”Ignorere dig.” sagde Chri. Og det gjorde hun så. Eller det prøvede hun på, men hun kunne ikke, for hun er jo Chri, og hvad det skulle hjælpe, ved jeg heller ikke. Hun blev i al fald slået ned af én af Papis tentakler, fordi han synes, hun var for irriterende. Ved en fejl kom han også til at ramme Benja og Kalle, så nu var vi to jo de eneste tilbage. Og jeg ved ikke, hvordan det skete, men pludselig fik jeg en idé! En idé, som jeg var sikker på, ville redde os alle sammen! Hele Andby! Hele Verden! Ja, sågar hele Universet!!!
”Alexander ... du tænker højt.” sagde Jonas, ”Men jeg er nysgerrig ... hvad er din idé?”
”At slå Emil bevidstløs.” sagde jeg afslappet.
”ALEXANDER, ER DU SKØR I SKALLEN SOM ET SKALDYR? HVORDAN SKAL VI SLIPPE FORBI PAPI?!?” indvendte Jonas.
”Bare ... følg efter mig.” sagde jeg. Jeg vidste nemlig præcis, hvad der skulle gøres, af én eller anden grund.
Jeg tog Jonas’ hånd og løb direkte hen imod PapiDimmi, der stod og så så triumferende ud foran døren indtil det gigantiske palæ. Ham skulle jeg forbi. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men jeg havde pludselig fundet på en måde, hvorpå vi kunne passere hans tentakler. Jeg løb henimod en helt specifik tentakel, slog hovedet ind imod en helt specifik sugekop på en helt specifik måde, således at PapiDimmi på uforklarlig vis faldt helt specifikt ned på den dør, som vi skulle bruge til at komme ind, og som i øvrigt var låst ... men det var den i hvert fald ikke mere! Jeg sprang ind ad døren med Jonas lige bag mig, og så snart, jeg kunne komme til det, tog jeg et falsk scepter fra en spand fyld med falske sceptre, som jeg af en eller anden grund kunne huske, at der stod herinde. Jeg løb så op ad trappen til den største dør, som var låst med kodelås. Dette var Emils tronrum. Jeg stak scepteret i hånden på Jonas og gav ham besked på at slå Emil med det. Så sparkede jeg på dørhåndtaget. Det var nemlig koden til kodelåsen. Den havde jeg selv set Emil bruge. Så var vi i tronsalen, og dér sad Emil. Jeg løb hen imod ham med Jonas lige i hælene. Jeg havde sluppet Jonas’ hånd.
”Nu, Jonas!!” råbte jeg, og Jonas løb så hurtigt, han kunne, hen imod en noget døsig Emil, og slog ham så hårdt, at han blev ikke bevidstløs.
”Pyh!” råbte vi begge to, så det rungede. Men i mellemtiden var PapiDimmi vågnet op. Han var netop trådt ind i rummet, og han råbte pludselig:
”I er arresteret! I brummen med jer NU!”

...

I brummen. I en utrolig kold fængselscelle. Vores mission var sådan set fuldført, men nu var vi altså endt i fængsel. Men det skulle nok ende godt ... det skulle det nok. Min plan ville lykkes ... sådan går det jo i julekalendere ... gaaaab! Z ... zzzzzzzzzzz ...

(Fortsættes ...)


OPPNMNUB udkom engang hver torsdag ;)
Tjek vores historier i forummet og i vores blogge ;)
VORES HISTORIER:
"FØRSTE APRIL!!!"
Super_Duck_Boy
3. september 2015 19:32:33 Anmeld


Tilmeldt: 24-06-2011
Indlæg: 4.095


Tilbage til toppen
Merry jul, allesammen!
Genialt første afsnit! Jeg glæder mig til at skrive mit!

Rap fra ...

Tusind millioner tak til FANTASTISKE GumleAnden, for DET ligeså FANTASTISKE signaturbillede!

Den superseje Grønspætte: Jonas har tegnet dette FANTASTISKE billede til mig! Tusind tak for dét!
ajnæbnasa
4. september 2015 12:40:38 Anmeld


Tilmeldt: 04-01-2015
Indlæg: 60


Tilbage til toppen
Næste kapitel er skrevet!

OPPNMNUB udkom engang hver torsdag ;)
Tjek vores historier i forummet og i vores blogge ;)
VORES HISTORIER:
"FØRSTE APRIL!!!"
grønspæten:jonas
4. september 2015 17:30:14 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Fantastisk er allerede begyndt på min del! ;)

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
ajnæbnasa
4. september 2015 18:11:11 Anmeld


Tilmeldt: 04-01-2015
Indlæg: 60


Tilbage til toppen
Nyt kapitel skrevet!

OPPNMNUB udkom engang hver torsdag ;)
Tjek vores historier i forummet og i vores blogge ;)
VORES HISTORIER:
"FØRSTE APRIL!!!"
Super_Duck_Boy
4. september 2015 20:25:28 Anmeld


Tilmeldt: 24-06-2011
Indlæg: 4.095


Tilbage til toppen
Supergodt kapitel! Hvem mon den mystiske mand, jeg lyser op ved synet af, er …? Find ud af dét og meget mere i næste afsnit!

Rap fra ...

Tusind millioner tak til FANTASTISKE GumleAnden, for DET ligeså FANTASTISKE signaturbillede!

Den superseje Grønspætte: Jonas har tegnet dette FANTASTISKE billede til mig! Tusind tak for dét!
grønspæten:jonas
5. september 2015 10:43:30 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Det er bare lidt ærgerligt at vi skriver den i en så inaktiv tid... :/

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
clubpenguin
5. september 2015 19:09:07 Anmeld


Tilmeldt: 04-05-2012
Indlæg: 4.716


Tilbage til toppen
Fantastiske tre afsnit. Glæder mig helt vildt til 4. afsnit. I må gerne skrive på min væg, når I har skrevet det :D

Fantastisk og I er virkelig i god tid :P

Mine brugere:

clubpenguin
CP-K-I
Disney-Samling
Disney-Fan
Andebys_Detektiver
Operation_Aktivitet



grønspæten:jonas
6. september 2015 09:29:27 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
clubpenguin wrote:
Fantastiske tre afsnit. Glæder mig helt vildt til 4. afsnit. I må gerne skrive på min væg, når I har skrevet det :D

Fantastisk og I er virkelig i god tid :P

Ja... Også fordi at Alexander ikke rigtigt har været inde de sidste to dage... :P

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
skumsprøjt_von_and
6. september 2015 10:04:37 Anmeld


Tilmeldt: 21-10-2013
Indlæg: 11.620


Tilbage til toppen
Wow det er en vildt spændende julekaldender I har lavet!!!!!
Jeg glæder mig til næste afsnit!!!



#Venskab!!!
😜😺👻🐭
#Ændestop

Partiet KAGE: :D
Spoiler (klikk for å vise)
grønspæten:jonas
6. september 2015 15:55:12 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Tak!

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
Fun_PV_Duck
6. september 2015 16:00:04 Anmeld

Moderator

Tilmeldt: 13-08-2014
Indlæg: 2.834


Tilbage til toppen
*Læser* 📚📄


Spoiler (klikk for å vise)

Underskriftindsamling til dem der er IMOD blokpolitik: Underskriftindsamling

Bandeord, spark, og slå,
dem der gør det,
de kan gå,
Andeby skal bestå,
det kan ingen ændre på.
ajnæbnasa
6. september 2015 17:21:55 Anmeld


Tilmeldt: 04-01-2015
Indlæg: 60


Tilbage til toppen
Nyt kapitel ude NU! Jeg undskylder meget forsinkelsen. Desværre havde jeg intet internet i går.

OPPNMNUB udkom engang hver torsdag ;)
Tjek vores historier i forummet og i vores blogge ;)
VORES HISTORIER:
"FØRSTE APRIL!!!"
Mikkelhe$$
6. september 2015 22:18:56 Anmeld


Tilmeldt: 19-06-2009
Indlæg: 5.504


Tilbage til toppen
God julekalender :D i september Stanger Klappe Klappe Klappe xD

grønspæten:jonas
7. september 2015 21:17:03 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Nyt afsnit!

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
ajnæbnasa
8. september 2015 20:28:09 Anmeld


Tilmeldt: 04-01-2015
Indlæg: 60


Tilbage til toppen
Nyt og langt afsnit - ude NU!!

OPPNMNUB udkom engang hver torsdag ;)
Tjek vores historier i forummet og i vores blogge ;)
VORES HISTORIER:
"FØRSTE APRIL!!!"
PapiDimmi
8. september 2015 20:33:17 Anmeld


Tilmeldt: 04-11-2013
Indlæg: 248


Tilbage til toppen
Merry Christmas!


Twitter: PapiDimmi
Steam: PapiDimmi
Reddit: /u/PapiDimmi
Donaldforum: PapiDimmi
Email: papidimmi@gmail.com
grønspæten:jonas
9. september 2015 14:27:32 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Yiiiihaaaaaa!

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
grønspæten:jonas
10. september 2015 07:08:16 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
Har skrevet starten... Lægger min kalender ud senere idag....

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
grønspæten:jonas
10. september 2015 16:29:40 Anmeld


Tilmeldt: 21-03-2012
Indlæg: 972


Tilbage til toppen
... Tror jeg...

Stor kage, og Arild Midthun fan... :P

:D Mine tegninger:
Spoiler (klikk for å vise)
Quick Reply Gem
Du skal være medlem og logget ind for at svare.



Hop til Forum
Du kan ikke skrive nye indlæg i dette forum.
Du kan ikke svare på indlæg i dette forum.
Du kan ikke slette dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke ændre dine indlæg i dette forum.
Du kan ikke lave afstemninger i dette forum.
Du kan ikke stemme i dette forum.

RSS

Annonce: