Før Disney har Marco Rota arbejdet med Batman og Superman og lignende serier
Italieneren Marco Rota (født 18. september 1942) tegner så godt, at alle andre kun kan drømme om at blive lige så gode.
Marco Rota begyndte først at tegne Disney-historier i 1971. Tidligere havde han arbejdet med Batman, Superman og lignende serier, hvor tegnestilen er mere virkelighedstro end hos Disney. Denne stil har Marco Rota taget med til sine andehistorier: Når han for eksempel tegner biler, laver han så mange detaljer, at man kan se, hvad det for en model. Og hans bipersoner ligner rigtige mennesker bortset fra, at de har den karakteristiske hundenæse.
For os danskere er det sjovt, at Marco Rota har en forkærlighed for vikinger: I 1960erne lavede han sin egen serie om vikingen Ringo, og i 1975 opfandt han figuren Anders Vildand. Det er en af Anders Ands engelske forfædre, der forsvarer sin borg mod de grumme vikinger. Det giver anledning til mange farlige situationer og mange slagsmål. Anders Vildand får især hjælp af den kæmpestore Lille Gny, der godt kan minde om Asterix’s ven Obelix.
Marco Rota var i mange år cheftegner for de italienske Disney-blade. Det betød, at han skulle gennemgå de andre tegneres arbejde og han havde derfor ikke meget tid til selv at tegne. Men siden 1992 har Marco Rota arbejdet for det danske Anders And & Co., og heldigvis har det givet ham bedre tid til at tegne. Ud over historierne med Anders Vildand er Marco Rota bedst kendt for de to fortællinger om “Saracenerens Nat” (Anders And & Co. nr. 21/2007) og “Mit liv i en æggeskal” (Tillæg til Anders And & Co. nr. 16/2011). Den sidste er meget interessant for dem, der forsker i Ande-slægtens familieforhold. Den afslører nemlig, at Anders var et “hitteæg”, som faldt ud af reden en mørk og stormfuld nat. Men heldigvis blev han samlet op af Bedstemor And og voksede op på hendes gård.