Grønspættekorpset er en international spejderbevægelse, der har afdelinger over hele jorden. Rip, Rap og Rup er ivrige medlemmer.
Grønspættebevægelsen blev opfundet af Carl Barks i 1951. Det skete i historien “Anders And og Grønspætte-generalerne”, hvor Rip, Rap og Rup forsøger at træne Bernhard som redningshund i sneen (AA&Co. nr. 12/1951). Allerede i denne første historie opførte de sig som typiske Grønspætter: De gik med bjørneskindshuer og var meget optagede af at bestå duelighedsprøver og vinde medaljer.
En af Grønspætternes yndlingsaktiviteter er at tage på lejrtur, helst på steder, hvor naturen er vild og uberørt. (Det skal jo være en udfordring.) Grønspætterne går meget op i at beskytte naturen, og de er flere gange kommet på tværs af onkel Joakims planer. For eksempel saboterede de en af hans fabrikker, fordi den forurenede en hel sø, i historien “Vitamin Z” (AA&Co. nr. 4/2008).
Men Grønspætterne er ikke kun naturelskere. De hjælper også folk, der er i nød. Det kan både være mindre ting som at hjælpe gamle damer over gaden eller heltegerninger som at redde folk fra at drukne. Den sidstnævnte opgave har de ligefrem specialtrænet deres tropshund i at udføre (“En dag som livredder”, AA&Co. nr. 26/1987). Grønspætternes bedste hjælpemiddel er den berømte Grønspættebog. Det er en opslagsbog, som giver svar på (næsten) alle spørgsmål. Og det er kun grønspætter, som har lov til at læse i den! Bogen er endnu et af Carl Barks’ påfund – den optræder første gang i historien “De vises sten”, som han tegnede i 1955 (AA&Co. nr. 4-7/1974).
På engelsk hedder Grønspætterne “Junior Woodchucks”. De er opkaldt efter en slags jordegern, der findes i Nordamerika. Det danske navn er derimod inspireret af en fugl, der mest lever i de jyske skove. Så vælg selv, hvilket navn du synes, der passer bedst: Et amerikansk jordegern eller en jysk fugl?