Anders And har i mange år boet i sit lille hus på Paradisæblevej. Det kunne have været en fredelig villavej, hvis det ikke havde været for den skøre and, der bor i nr. 111.

I modsætning til onkel Joakim, som har sin pengetank, bor Anders i et helt almindeligt enfamilieshus. Det har de samme rum, som findes i de fleste andre huse: Køkken, badeværelse, soveværelse o.s.v. Der er også en dagligstue, hvor Anders sidder, når tv viser fodbold med hans yndlingshold Fremad Andeby. Og Rip, Rap og Rap har deres eget værelse, hvor de nogle gange må gemme sig, når deres onkel får et raserianfald.

Men Anders hus er alligevel ikke helt almindeligt, for det har noget, som man med garanti ikke kan se andre steder: Den hemmelige kælder, hvor Anders opbevarer den forklædning og de våben, han bruger, når han optræder som Stålanden. Kælderen kommer man til gennem en elevator, som Georg Gearløs har bygget ind i Anders klædeskab. Rundt om huset er der en lille have, hvor Anders bruger det meste af tiden på at ligge i hængekøje. Nogle gange sker det dog, at han får den fikse idé, at han vil have en smuk have med blomsterbede, frugttræer og guldfiskebassin. Det skete for eksempel i historien “Naturens Orden” (AA&Co. nr. 14/2002), hvor hans arbejde blev saboteret af en flok drilagtige jordegern. I nogle historier (især i jumbobøgerne) er det Onkel Joakim, som ejer Anders hus. Det skaber ofte stridigheder mellem dem. For eksempel i historien “Milliardæren, der led af hjemve” (jumbobog nr. 19), hvor Joakim sælger huset til en anden og beder Anders om at flytte. Men Anders nægter og spærrer alle døre og vinduer. Det problem løser Joakim dog ved at slå hul i muren med en hakke.

Og når vi taler om stridigheder, må vi ikke glemme naboen Knahrvorn. Han og Anders har udkæmpet utallige kampe med hinanden. Tag for eksempel historien “Nabokrig” (AA&Co. nr. 28/1978): Det begynder meget uskyldigt, da Anders vil låne Knahrvorns vandkande. Men så vokser konflikten, og den ender først, da de har smadret hinandens huse med en gravko og en mejetærsker. Det er egentlig utroligt, at de stadig orker at bo ved siden af hinanden.

 

Tilbage til Steder & Ting