Vi graver dybt i historien om onkel Joakims høje hat!
Joakim von And er en velklædt ældre herre, der ikke lader sig påvirke af skiftende tøjmode. En fast del af hans påklædning er den flotte høje hat, som han har båret på utallige eventyr.
Sådan har det dog ikke altid været. Da Carl Barks opfandt onkel Joakim i 1947 (i historien “Jul på Bjørnebjerg”), gik han med en ternet skottehue, og i de næste to år havde han både en bowlerhat og en skindhue. Det var først i “Kapsejlads til Sydhavet” fra 1949 (på dansk i Guldbog nr. 1), at han fik sin høje hat af silke.
Hvorfor endte Barks med at give Joakim netop denne type hat? I dag er det kun tryllekunstnere og bryllupsgæster, der går med høj hat, men i slutningen af 1800-tallet var det højeste mode blandt fine herrer: fabriksejere, bankdirektører og lignende. Altså den naturlige påklædning for en milliardær.
Ifølge Don Rosa-historien “Verdens rigeste and” (AA&Co. nr. 15-17/1994) købte Joakim sin hat så tidligt som i 1909. Anledningen var, at han ville være fint klædt på, fordi han skulle gøre forretninger med Ruslands zar Nikolaj den Anden i Sankt Petersborg.
Ud over at holde ørerne varme bruger Joakim også hatten til et andet formål: Den har et hemmeligt rum, hvor han opbevarer en pengereserve (hvis han nu skulle stå og mangle kontanter til at købe en oliekilde eller en guldmine på en rejse). En gang blev hemmeligheden dog opdaget af en tyvebande, som skar hatten op og stjal pengene (i “Onkel Joakim har vind i sejlene”, Ekstrahæfte nr. 7/1974).
I en anden historie (“Huskehatten”, AACo. nr. 35/1977) installerede Georg Gearløs en radiomodtager i hatten, så Frøken Rappesen kunne sidde på kontoret og minde Joakim om hans forretningsaftaler. Desværre kom Anders And til at læse ungernes indkøbsseddel højt, mens han sad foran mikrofonen. Det betød, at Joakim købte nogle kæmpemæssige vognlæs grøntsager, som Anders selv fik lov til at sælge bagefter.
