Al Taliaferro var manden, der sammen med Ted Osborne fandt på Rip, Rap og Rup. Og på hvorfor de havnede hos deres onkel!

Al Taliaferro (født i 1905) er den utroligt opfindsomme tegner, der står bag de korte historier, der kommer i Anders And & Co. under titlen “En klassisk avisstribe” og “En god gammel årgang”. Al Taliaferro arbejdede som teknisk tegner, da han i 1931 hørte, at Disney-studierne i Hollywood manglede folk. Han mødte op med nogle prøvetegninger og blev straks ansat.
Hans første opgave var at hjælpe til med avisudgaven af Mickey Mouse. Der skulle hver dag laves en stribe, som blev trykt i mange aviser over hele USA, og Taliaferro rentegnede billederne for den faste tegner. Det gik så godt, at Al Taliaferro 2 år senere blev forfremmet: Han blev fast tegner på en anden avisserie ved navn Silly Symphonies. Den byggede på forskellige figurer fra Disneys tegnefilm, for eksempel De Tre Små Grise og Pluto. Idéen var, at figurerne blev skiftet ud, når der kom nye film op i biograferne. I 1936-1937 handlede serien om en hidsig og uheldig and, der havde spillet sammen med Mickey Mouse og Fedtmule i flere film. Taliaferro var overbevist om, at denne and skulle have sin egen faste serie. Derfor plagede han sine chefer om at få lov til at lave den. Efter et stykke tid gav de efter, og Al Taliaferro lavede den første rigtige Anders And-avisserie i 1938.
Selvfølgelig havde Al Taliaferro ret: Serien blev hurtigt en stor succes, og han fortsatte med at tegne den, indtil han døde i 1969. De små striber, der kommer i Anders And-bladet med titlen “En klassisk avisstribe”, lavede Taliaferro 6 af hver uge, mens de store helsider “En god gammel årgang” blev lavet til søndagsaviserne. Alt i alt nåede Al Taliaferro at tegne ca. 11.000 Anders And-historier. Utroligt!