Klubben tager også på udflugter, og desværre bliver Anders altid bedt om at være chauffør. Det gider han absolut ikke spilde tid på! I historien "Bøde for lidt" (AA&Co. nr. 35/1986) troede han, at han havde fundet en løsning: Damerne vil ikke køres af en uansvarlig chauffør, så derfor forsøgte han at få en parkeringsbøde med vilje. Det var bare forgæves, for de P-vagter, han mødte, havde enten fri eller var i for godt humør til at give en bøde. Så der var ingen vej uden om for Anders.
Klubben afholder et årligt bal, hvor mænd og kærester inviteres med. Et år gik det dog helt galt: Andersine havde lovet at skaffe en partner til formandens fætter, men hun kunne ikke finde nogen. Derfor måtte Anders klæde sig ud som kvinde og være fætterens partner. Men han spillede sin rolle alt for godt, for alle mændene syntes, at han var så lækker, at de helt glemte deres egne kærester (Jumbobog nr. 297).