I denne uge kan du komme med Anders And på en forunderlig rejse gennem Sveriges pragtfulde landskaber. Historien Anders Ands forunderlige rejse er en andeficering af svenske Selma Lagerlöfs klassiske fortælling om den 14 årige Niels Holgersens forunderlige rejse.

"Niels er en uartig 14 årig knægt, som driller og piner gårdens dyr. En dag bliver det for meget for gårdens nisse (som beskytter dyrene), og nissen tryller Niels lille som en mus for at give ham en lærestreg.
Den eneste måde hvorpå Niels kan blive normal igen, er nemlig ved at se verden fra dyrenes perspektiv. Og på ryggen af en flok gæs farer han Sverige rundt på en dannelsesrejse, han sent kommer til at glemme."
Selma Lagerlöf (1858-1940) Svensk forfatter.

Selma Lagerlöf var både den første kvinde og den første svenske forfatter, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1909. Hun var også den første kvinde, der i 1914 blev optaget i Det svenske Akademi, hvor hun sad på stol nummer 7. “Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige” udkom i to dele i 1906 og 1907.
Niels Holgersen - fra skolebog til litterær klassiker!

Historien om Niels Holgersen (på svensk: Nils Holgersson) var egentlig skrevet som en svensk geografibog, men fik hurtigt læsere i alle aldre. Bogen blev også meget hurtigt en succes i flere andre lande. Bogen er blevet oversat til mere end 40 sprog, siden den udkom i begyndelsen af 1900-tallet, og der kommer stadig nye udgaver. Senest i 2013 kom der en japansk mangaversion.

Vidste du, at ...
... Selma Lagerlöf var inspireret af Rudyard Kiplings "Junglebogen", da hun skrev bogen. Der kunne dyrene nemlig tænke og tale som mennesker, men opførte sig stadig som dyr!

... Selma Lagerlöf er den Nobelpristager i litteratur, hvis bøger er mest udlånt på de svenske biblioteker.
... Selma Lagerlöf er afbilledet på den svenske 20-kroneseddel. På bagsiden ser man Niels på Morten Gås’ ryg, da de flyver over Glimmingehus.
