I virkelighedens verden var det Carl Barks, der fandt på Lille Hjælper. Det var i historien "Kattens til sang" fra 1956 (Anders And & Co. nr. 8/1958). Her forsøger Georg Gearløs at opfinde en maskine, der kan oversætte kattenes mjaven til menneskesprog, mens Lille Hjælper følger med i baggrunden.
Men der gik ikke lang tid, før Lille Hjælper begyndte at spille en mere aktiv rolle. Allerede i historien "Fiks fiskemetode" fra 1957 (Anders And & Co. nr. 7/1977) levede Lille Hjælper helt op til sit navn: Georg Gearløs var ved at blive hevet i vandet af en stor fisk, da Lille Hjælper fandt på at trække Georg og fisken op igen med den flyvende tallerken. Det er langt fra den eneste gang, at Lille Hjælper har reddet Georg Gearløs...