Den gamle talemåde om, at æblet sjældent falder langt fra stammen, passer godt i Noel van Horns tilfælde, for hans far – William van Horn – tegner også Disney-historier.
Noel van Horn (født i 1968) behøvede ikke at se langt væk for at blive inspireret til at arbejde med Disney-tegneserier.
Noel eksperimenterede oprindelig med at lave sine egne figurer, men i 1992 mødte han to af Egmonts redaktører ved en tegneseriemesse. De foreslog ham at prøve kræfter med Mickey Mouse, og efter 1½ års træning lavede han sin første Mickey Mouse-historie i 1993. Det er han så fortsat med lige siden.
Noel van Horns historier er et interessant bekendtskab. Hans tegninger er præget af skæve vinkler og fyldige bifigurer, og det er svært at finde andre Disney-skabere, der tegner lige som ham.