Er Andeby et land eller en by?
Andeby er en by, der styres af en borgmester og et byråd. Men det er en lidt speciel by, for den har lov til at sende sit eget hold til de olympiske lege og fodbold-VM, og det er ellers kun lande, der kan det.
Hvad hedder Andebys borgmester?
Han hedder Thryne.
Øverst til højre på det Andeby-kort, man kan finde her i Duckipedia, er der en klippe med et indhugget ansigt. Hvem er det, der er hugget ind der?
Der er en af Andebys tidligere borgmestre ved navn Pryd. (Man kan læse hele historien om klippen i AA&Co. nr. 10/1958, nr. 17/1975, eller Bedste Historier om Anders And nr. 18.)
Hvorfor hedder byen Andeby?
Det er en oversættelse af det engelske navn "Duckburg", som Carl Barks fandt på. Han valgte det, da han begyndte at lave historier med ænderne (ellers havde det måske heddet Dogburg eller Cowburg). Læs mere om Andeby her!
Hvilket land ligger Andeby i?
Ifølge Carl Barks, som opfandt byen, ligger den på USA's vestkyst. Men da den ikke findes i noget atlas, kan man jo aldrig være rigtig sikker.
Hvor mange indbyggere er der i Andeby?
Ifølge AA&Co. nr. 27/1967 boede der dengang 10.000 mennesker i Andeby, men der er nok kommet flere til siden da.
Hvem er med i Milliardær klubben?
Der er strenge regler for, hvem der kan blive medlem. Man optager ikke "simple" millionærer! Joakim von And, Andy Anderbilt og Guldiver Flintesteen er de vigtigste medlemmer. Derudover er andre, mindre rige forretningsfolk med i klubben, for eksempel Lord Peppermint, der stammer fra England.
Hvilket år er Joakims lykkemønt fra?
Den er meget gammel – fra 1875.
Hvad er Andebys fineste adresse?
Det må være Store Velstands Boulevard, hvor Joakim von And og hans milliardærvenner bor.
Hvorfor skifter Anders Ands hus udseende fra historie til historie?
Anders har skam boet på samme adresse i mange år, Paradisæblevej nr. 111. Men de forskellige tegnere har hver deres måde at tegne hans hus på.
Hvor ligger Andeby?
Den ligger i Calisota, som er en opdigtet delstat i USA (navnet er en sammentrækning af to eksisterende delstater Californien og Minnesota).
Hvilken slags mønt er onkel Joakims lykkemønt?
På amerikansk er det 10 cent (kaldet en "dime"). Det er blevet oversat til en 25-øre på dansk.
Hvorfor kaldes Andersines klub i nogen historier for en dameklub og i andre for en syklub?
Det er vist rent tilfældigt. Klubben består af damer, der bruger en del af møderne på at sidde og sy.
Hvor ligger Andersines syklub?
I modsætning til Milliardærklubben har den ikke noget fast mødested. Møderne bliver holdt på skift hjemme hos medlemmerne.
Hvor mange spejderkorps findes der i Andeby?
Tre: Grønspætterne, Kvikhovederne og Gærdesmutterne.