-Hvorfor er der kommet flere jumbobøger i Tyskland og Sverige end i Danmark?
I begyndelsen holdt de danske redaktører sig lidt tilbage, fordi de var usikre på, hvor mange jumbobøger de danske læsere ville købe. Men det er mange år siden, og i dag kommer bøgerne i samme tempo i de tre lande.
-Hvor kan man købe AA&Co. nr. 29/2006 og jumbobog nr. 83?
I de fleste større byer er der antikvariater, som specialiserer sig i at købe og sælge brugte bøger og blade. Med en lille smule held kan det godt lade sig gøre at finde de 2 blade, for de er ikke så sjældne.
-Hvem opfandt TV-serien om "Rip, Rap og Rup på eventyr"?
Det gjorde folkene på Disneys tegnefilmsstudier, men de var inspireret af Carl Barks' historier om onkel Joakim.
-Hvem er den bedste til at tegne Andes And?
Det er der ikke noget endeligt svar på. Mange mener, at det er Carl Barks. Andre holder på Daniel Branca, Don Rosa eller Giorgio Cavazzano eller en helt femte. Men det kommer helt an på, hvad man selv synes.
-Hvornår kom det første Anders And-blad til Danmark?
1. marts 1949. Men før da havde figurerne optrådt i aviserne, på film m.m.
-Hvem har skabt Hexias to lærlinge Hokus og Pokus, og i hvilket Anders And-blad ser man dem første gang?
Idéen stammer fra den afdøde tegner Daniel Branca. Men de blev første gang brugt i en rigtig historie af forfatterne Anna Maria Vind og Byron Erickson i AA&Co. nr. 43/2010.
-Hvorfor kommer der ikke er så mange Don Rosa-historier i AA&Co.?
Don Rosa er gået på pension, og han nåede kun at lave ca. 85 historier. Derfor bliver vi nødt til at spare lidt på dem.
-Hvor mange Jumbobøger er der udkommet?
Kig på nummeret af den nyeste jumbobog, så har du svaret. I oktober 2010 var der 367.
-Hvem har tegnet det lange billede på ryggen af jumbobøgerne?
Det har spanieren Josep Tello efter en idé af danskeren Per Juel.
-Hvor kan man købe "Det gamle slots hemmelighed"?
Historien (som er en af Carl Barks bedste) blev senest udgivet som et særtillæg til AA&Co. nr. 12/2008. Det kan fås hos mange antikvariater.
-På mange blade (under stregkoden) står der "gaveværdi" og et tal. Hvad betyder det?
Det viser, hvor meget ugens gave/indlæg ville have kostet, hvis man havde købt den uden bladet.
-Er det muligt at købe gamle jumbobøger?
Ja, nr. 1-40 blev genudgivet for et par år siden og kan stadig købes i butikkerne. De fleste andre kan man købe brugt hos antikvariater, marskandisere o.lign.
-Hvorfor genoptrykker I ikke det første Anders And-blad?
Det er faktisk blevet genoptrykt flere gange i årenes løb, senest i bind 1 af serien "De Komplette Årgange".
-Hvor mange Anders And-blade er der kommet i tidens løb?
ca 3.000 (hvis man ikke tæller Ekstrahæfter, Jumbobøger osv. med).
-Hvad hedder jumbobogen på engelsk?
Der er aldrig kommet nogen bøger i England eller USA, der er magen til de danske jumbobøger.
-Er der blevet lavet historier om Anders i Bermuda-trekanten?
Ja, der er både "Trekantsdrama for viderekomne" (AA&Co. nr. 33-34/1995) og "Profitprofeten" (Jumbo-jubilæumsbogen "Joakim von And 50 år"). Mickey har også været der i Jumbobog nr. 102.
-Findes der en historie, som både Andy Anderbilt og Hiawatha er med i?
Nej. Det tætteste man kommer på, er en italiensk forside, hvor begge deres ansigter er med (men den er ikke udkommet på dansk).
-Er der lavet en tegneserieudgave af filmen om "Donald Duck in Nutziland", og hvor kan man købe filmen?
Nej, filmen er ikke kommet som tegneserie, og den er svær at skaffe på DVD. Den kan dog fås på samler-DVDen "On the Front Lines" fra 2004.
-Hvorfor står der "Walp Disney# (med "p") øverst på bladene, og hvorfor er der ikke noget link til Walp/Walt Disney under "Hvem skaber historierne"?
Det er faktisk et "t", men Walt Disney skrev det selv på denne måde. Walt har ikke selv skrevet eller tegnet nogen af de historier, der er i AA&Co., så derfor står der ikke noget om ham under "Hvem skaber historierne".
-Er der blevet lavet historier om Anders i Bermuda-trekanten?
Ja, der er både "Trekantsdrama for viderekomne" (AA&Co. nr. 33-34/1995) og "Profitprofeten" (Jumbo-jubilæumsbogen "Joakim von And 50 år"). Mickey har også været der i Jumbobog nr. 102.
-Er en historie nogensinde endt med, at Anders har gjort en god gerning sammen med onkel Joakim?
Ja da – for eksempel i Månedshæfte nr. 12/1968 redder de julen ved at skaffe julemandens rensdyr tilbage, efter at Bjørnebanden har bortført dem.
-Hvor kan man læse den historie, hvor Anders og ungerne rejser til andre planeter, hvor alting er meget større end her på jorden?
Den hedder "På rejse i rummet" og har været trykt i AA&Co. nr. 2/1958, 39/1976 og Bedste Historier om Anders And nr. 22.
-Hvorfor er der ikke flere historier med Stålanden i AA&Co.?
Stålanden har det med at rode sig ud i lange og komplicerede eventyr. Derfor får han plads til at "brede sig" i Jumbobøgerne.
-Nogle af mine ældste Anders And-blade har mistet forsiden. Findes der et arkiv, hvor man kan gå ind og identificere dem?
På denne hjemmeside er der en komplet liste over, hvilke historier der har været i hvilke Anders And-blade:
http://coa.inducks.org/ Der burde du kunne finde nummer og årgang på dine forside-løse blade.
-Hvor kan man finde historien om "De firkantede æg fra Peru"?
Den er udkommet flere gange, senest i AA&Co. nr. 26/1998, tillæg til AA&Co. nr. 15/2006 og AA&Co. De Komplette Årgange nr. 2/1963.
-Hvorfor kommer der ikke flere historier med Lille Ohm, og hvorfor talte han så mærkeligt (han satte han p foran mange ord)?
Der kommer skam nye historier med ham, senest i AA&Co. nr. 13/2009 - men han optræder nu under sit rigtige navn: Alfa Beta. Grunden til hans mærkelige sprog kendes ikke helt præcist, men det hænger nok sammen med, at han kommer fra år 2447.
-Hvorfor er der ikke længre historier om Supermule og Stålanden i Anders And-bladet?
Supermule var senest med i nr. 36 og 48/2008. Vi skal prøve at overtale ham til at vise sig noget oftere. Stålanden har det derimod med at blive indblandet i meget komplicerede sager, som egner sig bedst til jumbobøgerne. Derfor kan man ofte møde ham der.
-Hvor gammel er Anders And i historierne?
Det veksler lidt. I begyndelsen var han en lille møgunge, der stjal slik og baldrede ruder. Senere er han mindst fyldt 18 år (ellers havde han ikke kørekort til 313'eren). Hvis man skal tro Don Rosas slægtstræ, er han sandsynligvis sidst i 20erne.
-Hvad er T.O.T. en forkortelse for? Jeg har både hørt folk sige, at det betyder "tæmning af overnaturlige ting", mens andre siger, at det betyder "tæmning af overnaturlige trusler".
T.O.T. står helt klart for "tæmning af overnaturlige trusler". Og lad være med at påstå noget andet, for så bliver Anders hidsig.
-I hvilket blad var der en historie om, at Grønspættebogen er en forkortet udgave af biblioteket i Alexandria?
Det var i tillægget til AA&Co. nr. 42/1993. Historien hedder "Det forsvundne bibliotek" og er genudgivet i Hall of Fame nr. 20.
-Hvorfor får man en gave med i Anders And-bladene?
Et stort flertal af læserne siger, at de er glade for gaverne. Der er mange der køber bladet fordi de også gerne vil have legetøjet der følger med. I dag har de fleste blade legetøj på.
-Findes en mammutbog virkelig?
Ja, der er indtil nu kommet 15 af dem, og de er dobbelt så tykke som en jumbobog.
-Har der været en historie, hvor onkel Joakim prøver at komme af med sine penge?
Det lyder utroligt, men i "Skønne spildte kræfter" (Hall of Fame nr. 3) bruger Joakim løs af sine penge, fordi han ikke har plads til flere i sin boks.
-I hvilke lande udgives Anders And-bladet, og hvad hedder bladet i disse lande?
Det danske Anders And & Co. er næsten magen til de blade, der udkommer i Norge (Donald Duck & Co.) og Sverige (Kalle Anka & Co.). I andre lande er bladene meget forskellige fra de danske. Alt i alt udkommer der Anders And-blade i henved 50 forskellige lande i verden.
-Hvad kostede Anders And-bladet, da det kom for første gang i Danmark?
Kun 75 øre (men det var mange penge dengang i 1949).
-Hvorfor kaldes det for jumbobøger, når de ikke handler om elefanter?
Fordi de er tykke og tunge (ligesom en elefant).
-Hvornår udkom det første Anders And-blad?
I marts 1949. I begyndelsen kom det kun 1 gang om måneden. Det blev først et ugeblad i 1959.
-Hvilken tidsalder foregår X-Mickey i?
Mickey lever i nutiden, men den parallelle verden, hvor han møder Ulvemule og de andre sære personer, er noget helt for sig selv. Der kan man møde gammeldags troldmænd og moderne teknik side om side.
-Hvad hedder den længste Anders And-historie, der nogensinde er lavet?
Den fantastiske historie om "Jagten på Stjernehjulet" (347 sider). Den er så lang, at den måtte deles i to Jumbobøger (nr. 117-118).
-Er der nogen historier, som foregår i Danmark?
Ja, i "Vandhesten" (i jumbobog nr. 287) var Anders og Vims på spøgelsesjagt i København.
-Findes der nogen historier om Familien Ands fremtid?
I "Hvad blev der af Joakim von And" (i AA&Co. nr. 29/2006) kan man læse om, hvordan det gik, da Anders blev gammel, og ungerne blev voksne.
-Fra hvilket land stammer Jumbobogen?
Fra Italien, hvor den hedder "I Classici di Walt Disney" (Walt Disneys Klassikere).
-Hvornår udkom den første Jumbobog?
Det er "Onkel Joakims trillioner" fra maj 1968. Den er kommet i flere genoptryk siden da.
-Er der lavet lange historier med Kylle, Pylle og Rylle?
Ja, masser! Se for eksempel "Panik i pengetanken" (AA&Co. nr. 6/2008) og "Klap lige hesten" (AA&Co. nr. 16/2008).
-Hvorfor spørger den gamle indianer Anders og ungerne "Leder I stadig efter firkantede æg?" i Don Rosas historie "Solens søn"?
Fordi ænderne har mødt ham tidligere i Carl Barks' historie "De firkantede æg fra Peru".