Du kan faktisk gå gennem julen med pungen fuld af mønter. Vi præsenterer Joakim von Ands 10 tips til billige julegaver:
1. Skovtur. I skoven findes der masse af gratis gaver. Det er bare på med gummistøvlerne og ud at samle, hvad moder natur har at byde på. Du får selv lidt frisk luft og enhver mor, far, søster eller bror bliver da glad for en kvist med lidt bark og en lille snegl på! Skal du rigtig flotte dig, kan du gå i køkkenskuffen og finde sejlgarn, pen og papir frem og binde en seddel på kvisten, hvor der står GOD JUL!
2. Kastanjedyr. Moder natur er et skatkammer, og hvis du har fået samlet kastanjer ind i efteråret, bliver det ingen sag at give alletiders gave. Find en pakke tændstikker og lav kastanjedyr til hele familien. Vupti, ingen jul uden en bondegård med kastanjedyr!
3. Byt gaver! Skaf en masse tomme kasser. Put en sten eller noget andet helt gratis og tungt i. Vent til de andre i familien har lagt deres gaver under træet, og byt nu deres gaver ud med dine. Husk at sætte nye til-og-fra kort på!
4. Gøgleri! Stemmebåndet koster dig ikke noget at bruge. Syng derfor en sang, recitér et digt, brøl som en løve eller rap som en and og giv disse som gave. Lider du ej af motoriske svagheder, kan du udvide gøgleriet og stå på hænder eller slå en vejrmølle samtidig. Er du dygtig, kan du måske endda tjene en lille skilling fra publikum.
5. Køb lokalt! Bliver du alligevel nødt til at tage pungen med mønter op af lommen, så husk at købe dine gaver i Andeby. (Hvor du selv ejer 98,8% af butikkerne, naturligvis. Så finder pengene hurtigt vej tilbage til din pung, hvor de hører hjemme.)
Onkel Joakim kommer med flere julegavetips! Fortsættelse følger ...
God jul!