I Andeby er der rigtig mange borgere, der går i hobbyværkstedet og pusler med at lave den epokegørende opfindelse, der vil gøre dem rige og berømte. Denne opfindertrang bliver stimuleret af, at der jævnligt afholdes konkurrencer med præmier til de bedste påfund.
I historien “Andemotor” (AA&o. nr. 12/2011) gik det ud på at lave det bedste køretøj, der kunne køre på alternativ energi. Der kom mange forslag – blandt andet ungernes sodavandsdrevne gocart.
I historien “En fælde” (AA&Co. nr. 16/2010) var opgaven mere enkel: Lav verdens bedste musefælde. Vinderen blev Georg Gearløs, der byggede en fælde, som var så effektiv, at selv en udstoppet mus gik i den (med en lille smule hjælp fra Lille Hjælper).
Den vigtigste opfinderkonkurrence fandt dog sted i historien “Anders And møder en vandrende sovepose” (AA&Co. nr. 6/1971). Her skulle man lave intet mindre end en selvkørende sovepose. Desværre lykkedes det ikke rigtig at udvikle en god løsning. Det ville ellers have været en fantastisk ting på linje med det vandfaste wienerbrød og den selvrensende neglefil.