Det udviklede sig lidt efter lidt, at onkel Joakim tillagde sig denne eksklusive vane med svømme i sine penge på samme måde, som når vi andre går i vandet.
I historien om ”Bordtennisboldene”, som udkom i USA i maj 1949 (på dansk først i AA&Co. nr. 11/1957), ser man for første gang onkel Joakims penge. Men han har ikke flere, end at han lægger dem på sit skrivebord, når han skal tælle dem.
I ”Voodoo Hoodoo” fra august 1949 (AA&Co. nr. 27/1996) er hans formue vokset så meget, at han kan fylde et badekar med mønter, som han ligger og svaler sig i.
Endelig er han i ”Pengesorger” fra januar 1951 (AA&Co. nr. 8/1951) blevet så rig, at han har en stor lagerbygning, hvor han svømmer rundt mellem mønterne og sedlerne. Det er det første rigtige pengebad.
Men for at gøre historien komplet må det også med, at i ”Indfrossen kapital” fra december 1951 (AA&C0. nr. 10/1957) bygger Joakim sin pengetank, hvor han siden har taget sit daglige pengebad.