Skal Anders And besøge DIN by?
I de seneste år har Fyn, Midtjylland, Vendsyssel, Sønderjylland og Trekantområdet fået besøg af Anders And i hans jagt på Danmarks skjulte skatte. Nu har du muligheden for at få ham til din landsdel, og hvis du har en god ide til, hvorfor Anders lige præcis skal besøge dit område, så skynd dig at skrive dit forslag i kommentarfeltet eller ved at sende en mail til bladredaktionen@andeby.dk og skriv ”Anders 2023” i emnefeltet. Vi skal have modtaget dit forslag senest den 9. januar 2023.
De nominerede
DEN JYSKE VESTKYST
Den jyske vestkyst gemmer på nogle af de smukkeste steder i Danmark med en enestående natur og dyreliv. Skal Anders have dyppet fødderne i Vadehavet, tage på fiskeriauktion i Esbjerg eller dase på stranden i Hvide Sande? Mulighederne er mange, hvis ænderne vælger at tage vestpå i 2023.
LOLLAND-FALSTER
De skønne sydhavsøer har tidligere været nomineret, og det smukke landskab med de mange spændende steder inviterer ligefrem til eventyr. Bliver det mon Knuthenborg, Middelaldercentret, Krokodille Zoo eller nogle af de smukke herregårde og slotte, som får besøg af ænderne i 2023?
NORDVEST-SJÆLLAND
Området i det vestlige Sjælland gemmer på en masse eventyr, og uanset om Anders And og familien skal studere astronomi i Brorfelde, gå hele vejen op i Røsnæs fyr eller studere natur i Odsherred Geopark, er der ingen tvivl om, at der kan komme en sjov historie ud af det.
GRØNLAND
For første gang nogensinde er verdens største ø, Grønland, som er en del af det danske rigsfællesskab, nomineret i afstemningen om at få besøg af ænderne. Skal familien And køre i hundeslæde, se nordlys og få deres livs sneboldkamp, når turen (måske) går til Grønland i uge 41?
HVIS DU KOMMER FRA EN BY, DER IKKE ER NÆVNT HER PÅ SIDEN, OG SOM LIGGER I ET – ELLER TÆT PÅ ET – AF DE NOMINEREDE OMRÅDER, SÅ ER DIN BY SELVFØLGELIG OGSÅ MED I NOMINERINGEN. DET ER BARE MED AT SKRIVE IND TIL OS OG FORTÆLLE, HVOR ANDERS SKAL TAGE HEN!