Selv en genial opfinder som Georg Gearløs kan få brug for et lille "skub", når han skal have en ny idé. I historien "Pengeløs pengepuger" (AA&Co. nr. 10/1955) havde han opdaget, at et kraftigt hammerslag i hovedet satte gang i hjernen. Men det kunne hans hoved ikke holde til i længden.
Nogle år senere opfandt Georg en mere behagelig metode til at fremme tankerne. Det skete i historien "Rejse i fortiden" (AA&Co. nr. 50/1965) skrevet af forfatteren Vic Lockman. Her brugte Georg for første gang nogensinde sin berømte tænkehat. Den ligner en skorsten med en fuglerede, som bebos af tre sorte ravne. Når Georg tager hatten på, går der ikke lang tid, før det siger "KAPOW", og så har han en idé.
Man ved ikke helt, hvordan hatten virker, men det er vist noget med, at ravnene går rundt i cirkler i deres rede, mens de stirrer ud i luften og siger "hmmm" på en eftertænksom måde (altså nogenlunde sådan som man opfører sig, når man tumler med et stort problem).