Uden for Andeby har onkel Joakim sit sommerhus, hvor han også har indrettet en zoologisk have. Det er ikke bare en lille ”hygge-Zoo”, for Joakim vil ikke nøjes med at være nummer 2 på noget område. Derfor rummer hans Zoo selvfølgelig et eksemplar af alle dyr i verden - selv en enhjørning, som Anders og ungerne bragte hjem fra Himalaya (AA&Co. nr. 2/1978).
Oprindelig var haven lukket for offentligheden, men så øjnede Joakim muligheden for en lille ekstraindtægt og åbnede den for betalende gæster. Desværre var Andebys borgere ikke særlig interesserede i dyr, så Joakim fandt på et reklamenummer: Han lovede 1 million kroner til den, der skaffede haven en plettet elefant med firkantet snabel (AA&Co. nr. 27/1967). Det lyder som en umulig opgave, men Fætter Højben - verdens heldigste and - fandt faktisk én i Indien.