Vaks optrådte første gang i 1955 i filmen ”Lady og Vagabonden”. Faktisk havde han kun en lille birolle i filmens allersidste scene, men han brændte så meget igennem lærredet, at han fik sin egen tegneserie allerede samme år. Den kørte hver dag i de amerikanske aviser i de næste 30 år. Derudover havde han i mange år sit helt eget månedsblad i USA. Alt i alt er der lavet næsten 12.000 historier og avisstriber med Vaks. Der kan ikke engang Pluto eller Bernhard være med.
I tidens løb har Vaks fået mange venner. Blandt de ældste venner er skottehunden Skot, den gamle blodhund Trofast og den melankolske mynde Boris, som har været med helt fra starten i filmen om ”Lady og Vagabonden”. Senere er blandt andre chihuahua’en Rico og den søde Perle kommet til. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme egernet Buskhale, spurven Pips, musen Pivs og nabokatten Kis. (De to sidste er i øvrigt fine venner, selv om de lader som om det modsatte.)
Vaks har tre søskende, og selv om de ligner deres mor, er den ene af dem faktisk en dreng. Han hedder Buster og vil meget nødigt omtales som ”Vaks’ søster”.
Vaks optræder jævnligt i Anders And & Co., så husk at tjekke bladet ud, hvis du vil vide, hvad han nu har fundet på.