I USA siger man, at folk fra Texas har for vane at omtale sig selv og deres bedrifter i meget rosende vendinger (det, som nogen også kalder at blære sig), og den texanske ranchejer Krøsus Pralenberg er ingen undtagelse.
I historien “Verdens rigeste mand” (AA&Co. nr. 36/1959) hører onkel Joakim, at han kalder sig verdens rigeste mand, så det må undersøges! Joakim besøger Pralenbergs ranch, der (ifølge ham selv) er så stor, at man er 100 år om at ride rundt om den. Og han ser hans oliefelter, der angiveligt borer så dybt, at de når gennem jorden til Indien. Men hvordan har han egentlig skaffet pengene til at købe alt dette? Han har selvfølgelig lånt dem hos Joakim von And, må han nødtvungent indrømme.
Efter at være blevet kureret for sine værste tendenser til at prale har Pralenberg og Joakim faktisk gjort nogle gode handler med hinanden. I “Godt grebet” (AA&Co. nr. 48/2011) viser det sig, at Pralenberg er vild med amerikansk fodbold, og han køber klubben Andeby Titanerne for en milliard kroner af onkel Joakim. Det var egentlig et held, for Joakim har ikke megen forstand på at drive en fodboldklub, og han havde kun købt den for at imponere Pralenberg.