Chip og Chap er Andeby’s frækkeste jordegern
Fødselsdag: Chip og Chip får deres debut i tegnefilmen “Menig Pluto” fra april 1943. I filmen bruger Chip og Chap den kanon, som Pluto skal bevogte, til at knække nødder med. Lige netop Chip og Chaps nødder bringer dem ofte i klinch med andre figurer i Andeby herunder Anders And, Pluto m.m.
Slægtninge: Chip og Chap har en meget stor familie. En gang i mellem er Chip og Chap babysittere for deres søsters børn Zip og Zap (Anders And & co. nr. 9/1980). Chip og Chap har også flere onkler, der hedder noget så forskelligt som Carl (AA&Co. nr. 11/1958), Gnaver (AA&Co. nr. 21/1962) og Snak (AA&Co. nr. 31/1977). Desuden er der Tante Anne (Gavehæfte nr. 3) og Tante Cita, der er mor til Fætter Fnug (Onkel Joakim nr. 26/1982).
Adresse: Chip og Chap bor i en 1-værelses “lejlighed”, som de har lavet i et stort træ i Andeby Skov. Indretningen i “lejligheden” kan varierere men Chip Chap plejer som regel at proppe den med jordnødder!
Arbejde: Chip og Chap er to små flittige gnavere, der bruger det meste af tiden på at samle nødder sammen. Chip og Chap er meget forskellige. Især Chap kan lide at holde frikvarter og finde på narrestreger – som for eksempel at spille en omgang golf med nødderne. Chip er til gengæld den mere alvorlige og lægger den overordnede nødder-indsamlings-strategi. Som makkerpar er Chip og Chap sjove og samtidig garanterne for liv og ballade.
Påklædning: Chip og Chap har ingen påklædning!
Debut i Danmark: Chip og Chaps debut er i november 1949 i historien “Vinterforråd” (AA&Co. nr. 11/1949).
Andet: Selv om Chip og Chap ligner hinanden, er der nogle små ting, som gør, at man nemt kan kende forskel på dem: Chip har sort næse og en stor fortand, mens Chap har lyserød næse og to fortænder. Desuden plejer Chip at opføre sig en smule mere fornuftigt end Chap. De to egern kan være ret stridbare og finder sig ikke i noget. Det har navnlig Anders And fået at mærke, når han – ubevidst eller med vilje – har gjort noget, der irriterer dem. I 1990erne var de stjerner i deres egen TV-serie “Nøddepatruljen”, hvor de havde et detektivbureau. I mange år havde deres helt eget tegneserieblad i USA.
Chip og Chap på andre sprog:
Norsk: Snipp og Snapp
Svensk: Piff och Puff
Finsk: Tiku ja Taku
Engelsk: Chip and Dale
Tysk: Ahörnchen und Behörnchen
Fransk: Tic et Tac
Italiensk: Cip e Ciop
Portugisisk: Tico e Teco